Om Peter og Marie Margrethe Asmussen og generationerne før

Fire generationer:

Fire generationer

Billedet er fra ca. 1916.

Den lille pige i midten er min mor, Marie Asmussen.

Pigen foran er hendes storesøster Cathrine.

Bagerst til højre mine bedsteforældre, Marie Margrethe og Peter Asmussen.

Bagerst til venstre mine oldeforældre, Christine Cathrine og Peter Erichsen.

Forrest mine tipoldeforældre, Marie og Nis Peter Hansen.

 

I 2012 blev der anlagt en mindelund på Kliplev Kirkegård, hvor gamle gravsted blev samlet i det bagerste højre hjørne set fra indgangen. I forbindelse med etableringen indsendte jeg en bidrag om de tre gamle Asmussen-gravsten, der blev flyttet til mindelunden; desværre med en ‘fremmed’ gravsten placeret imellem dem. Bidrag til mindelund på Kliplev Kirkegård

Sten 1:

Mindelund gravsten 1 + 2

Jacob Hansen

Født i Kliplev den 25. januar 1811, død på Bjerndrupmark den 16. februar 1895. (84 år)

Jacob Hansen var gift to gange, første gang i 1835, anden gang i 1847. Der var fire børn i første ægteskab, bl.a. Nis Peter, og ét barn i andet.  Jacobs første kone døde 35 år gammel.

 Jacob Hansens far, Nis Peter Hansen ca 1772 – 1838, havde et vægskab, som hans tip – tip-oldebarn, min onkel Peter, Nis Peter Asmussen, havde i stuen.

 

Marie Hansen, født Asmussen

 Født i Svejrup den 20. april 1834, død i Kliplev den 18. september 1921 (87 år)

Hun blev gift i 1865 med Nis Peter Hansen. Der var kun et barn, Christine Cathrine, i dette ægteskab. På et tidspunkt brækkede hun lårbenet og sad i en broderet stol, der stadig eksisterer.

 

Nis Peter Hansen

Født på Bjerndrupmark den 13. januar 1839, død i Kliplev den 19. juli 1924 (85 år)

Nis Peter var opkaldt efter sin farfar, der også boede på Bjerndrupmark.

Nis Peter var veteran fra 1864. Han deltog som tysk soldat i krigen 1870 – 71, hvor han blev såret. Han fik en granatsplint i brystet, og i 1875 fik han tilkendt 27 Mark i erstatning.

Sammen med andre overlevende veteraner fra 1864 mødte han Kong Christian X ved den store genforeningsfest i 1920 i Kongeskansen på Dybbøl Banke.

Marie og Nis Peter Hansen flyttede til Kliplev på aftægt, måske fordi aftægtsboligen skulle overtages af deres datter og svigersøn. De boede i et hus på den første sidevej på højre hånd, når man kører fra Mørks kro nordpå ad Potterhusvej (ses på billedet med fire generationer).

Læs underpunkt om Nis Peter Hansens tre medaljer

 

 Sten nr. 2:

Christine Cathrine Erichsen, født Hansen

Født på Bjerndrupmark den 3. juli 1866, død sammesteds den 11. august 1926 (60 år)

Hun blev gift i 1889 med Peter Erichsen. Der var også kun et barn, Marie Margrethe, i dette ægteskab.

 

Peter Erichsen

Født på Stenkiste den 14. april 1861, død på Bjerndrupmark den 10. oktober 1945 (84 år)

Hans forældre fik syv børn, hvoraf de to døde som børn. Peter, der var den ældste søn, flyttede ind på sin kones ejendom, og den næstældste søn overtog Stenkiste.

Peter Erichsen var “klog mand”, som årelod folk. Apparatet kan ses på lokalhistorisk museum i Kliplev.

Sten nr 3:

Mindelund gravsten 3

 Marie Margrethe Asmussen, født Erichsen

Født den 12. 7. 1892, død den 7. 4. 1963 (70 år)

Hun blev gift med Peter Asmussen i 1912. Samme år blev de gamle bygninger fra udskiftningen revet ned, og der blev bygget nyt. De fik to døtre før krigen og to sønner efter krigen. Alle fire børn ligger også begravet på Kliplev Kirkegård. (Denne tekst er skrevet af et barn af den yngste af de to døtre.)

Marie Margrete blev kaldt Mio og var en stærk kvinde. Hun samlede familien omkring sig og var en kærlig bedstemor, som vi børnebørn gerne ville besøge.

 

Peter Asmussen

Født den 21. 3. 1887, død den 4.1. 1982 (94 år)

Han blev født i Kliplev. Hans mor døde i 1894, 42 år gammel, og i 1895 giftede hans far, Rasmus Asmussen, sig anden gang med gæstgiver Peter Martensens enke og flyttede hen på kroen i Kliplev med sine seks små børn (et syvende barn var død). I andet ægteskab var der ingen børn.

Peter Asmussen blev indkaldt som tysk soldat i 1. verdenskrig og lå ved Verdun de sidste to år af krigen. To andre af hans brødre deltog også i 1. verdenskrig og kom hjem igen. En fjerde bror blev udlært købmand i Flensborg og Kiel. Han blev tysksindet, hvilket var meget ildeset i familien, og efter krigen emigrerede han til Argentina. Peter Asmussen talte aldrig om krigen. De to piger fik at vide, at han havde været fangevogter i Tyskland.

Peter Asmussen var en dygtig landmand, der gjorde meget ud af kvægbesætningen.

Han flyttede på aftægt i Kliplev hos sin ældste datter, Cathrine, gift med Johan P. Nielsen, på den gård, der stadig hedder Johan Nielsens Gård. De sidste år boede han på plejehjemmet. Han var åndsfrisk til det sidste. På hans 90-års fødselsdag spillede han skat med fire brødre og fætre, der også var 90 år eller ældre.

Lukket for kommentarer.