Interview med Johan Philipsen i DR program 1 (ukendt dato)
Interviewer: Anders Ture Lindstrøm fra Radio Syd
Nu fortæller forhenværende arbejdsminister Johan Philipsen om sin barndom og ungdom i Nordslesvig og sit alsidige virke i erhvervsliv og politik:
Jeg blev født på Lundtoftbjerg i 1911, i øvrigt af to forældre, der stammer fra Sundeved. Dengang var der jo et betydeligt overskud af landboungdom på Sundeved, og de måtte naturligvis søge andre steder hen, og selve Lundtoftbjerg var i sin tid i en årrække af tre mecklenborgske familier på skift. Når de flyttede fra Sundeved og herud, så var det simpelthen, fordi der var dette overskud af ungdom. Der er i øvrigt en meget betydelig forskel, for de flyttede fra nogle stærkt danskprægede egne ud i nogle sogne, der havde et betydeligt tysk mindretal og dermed også var tyskpræget.
Din far han kom jo i krig fra 1914.
Min far deltog i krigen fra 1914 til 18, det vil sige, at han var på selve fronten i tre et halvt år. Han var dansksindet, og det førte til, at han i de første 18 måneder overhovedet ikke kunne få orlov. Det sidste halve år uddannede han rekrutter direkte bag ved fronten i Frankrig, og de rekrutter var den såkaldte tredje sortering, det vil altså sige mange ældre, der var sorteret fra før ved diverse sessioner. Det var derfra, at han fortalte den morsomme historie, at han fik en absolut ringe rekrut ud til sig, som var apoteker og jøde fra Hamborg, og da han spurgte ham: ’Hvordan er det hjemme i Hamborg?’ svarede han, at hjemme i Hamborg ligger pengene på gaden. Det vil altså sige, at inflationen var i fuld gang dengang. Man kunne købe og så sælge relativt kort tid efter og tjene penge.
Jeg bør måske af hensyn til en udsendelse om denne fortælle en enkelt episode: Under en orlov, hvor han var hjemme, formodentlig i 1916, hvor hans bror, der også var soldat og på østfronten, boede på Lundtoftbjerg, var der en tyv, der en aften borede sig ind under haspen på verandaen. Så havde den tyv det forbistrede uheld med sin elektriske lygte at gå til højre ind og stak lygten i næsen på min far, der lå og sov. Så for de op og greb bøsserne ude på forstuen, og så ledsagede de den tyv med 16 skud med haglbøsser, inden han nåede Søgård skov; alt under den forudsætning, at hvis de var kommet for retten, så var det altså en krigsret nede i Flandern, der formodentlig ville
have afsluttet den sag relativt hurtigt. – I øvrigt vil jeg føje til, at jeg kun har én søster.
Hvis jeg så skal gå videre i historien: Under en orlov i 1917, da min far var hjemme, opdagede de, at den offentlige skole næsten var gået i opløsning. De samlede brændenælder, ’laubheu’, som det hedder på tysk, og han havde to naboer, der var i samme situation med børn. Så lejede de en tysk lærerinde, Erna Guttmann, født i Danzig og nyuddannet, og hun var lærerinde for os i to år fra 1918 til 20. Hende har jeg i øvrigt senere besøgt, da hun gik ind i det tyske offentlige skolevæsen i Hannover. Så fik vi en dansk lærerinde, en præstedatter fra Odense, senere gift med pastor Krøjgaard på Mors, og så flyttede skolen ned i Undelev, der ligger i nærheden, og der var der altså dansk privatskole i to år. Så forlod jeg den skole efter sommerferien og gik i fem år i realskolen i Gråsten, og der fik jeg realeksamen i 1925. Jeg skal måske føje til, at min nogenlunde korrekte udtale i det tyske sprog altså stammer fra Erna Guttman. Jeg havde en overgang næsten glemt tysk, men det er senere rettet op, fordi jeg gav mig til at læse en tysk avis hver dag, fordi da jeg senere blev folketingsmand, opdagede jeg til min skræk, at folketinget er fyldt til randen af folk, der snakker et udmærket engelsk, men dem, der snakker tysk, kan tælles på én, måske to, hænder i Folketinget, og der har altid været vældig brug for dem, der taler tysk, når der var gæster.
Du er vokset op på en ret stor gård. Var der stor forskel på folk, der hvor du boede, da du var barn?
Nej, det var der ikke, fordi det jo var egne med et islæt af det tyske mindretal, der på daværende tidspunkt var omkring 25 %, og vi har aldrig haft råd til det, som man tit i det øvrige land kalder klasseforskel. Det begreb har jeg læst mig til. Det har jeg ikke oplevet.
Hvordan var landbruget i forhold til det, vi kender i dag?
Det var jo et blandet landbrug og selvfølgelig et landbrug, som i de første år var stærkt præget af, at det var udsultet under krigen. Der var ikke ret meget besætning tilbage. Den var afleveret, og udbytterne var set med nutidens forhold selvfølgelig meget små, selvom de steg ikke så lidt under tyverne og trediverne. Det var blandet landbrug med kvæg og svin – og høns også dengang, men de store udbyttefremgange har vi først fået de senere år efter krigen, hvor det er min søn, der har stået for ansvaret, og ikke mig.
Kan du ellers huske noget fra den tid. Var der ikke noget med, at din far skulle til Paris?
Nej, til Paris, det har jeg aldrig husket. Jeg har kun husket, at han jo var en af de tyske soldater, der var nærmest Paris og kunne se lysene i Paris – i Moulin, Flandern. [Detaljerne er ikke helt korrekt, Mimi]
Kan du huske genforeningen?
Jeg kan huske genforeningen vældig tydeligt, og jeg kan også huske specielt – det er noget af det første, jeg kan huske fra min barndom – det er tiden forud for genforeningen. Min far var H. P. Hanssen-mand og tilhænger af selvbestemmelsesretten, og min mor var tilhænger af, at det gamle danske land skulle tilbage, og havde det stået til hende, var der blevet trukket noget pigtrådshegn ved Dannevirke. De var altså meget uenige, og de skændtes også om det. Det førte i øvrigt direkte til, at i mellemkrigsårene, hvor det danske mindretal syd for grænsen var af en forholdsvis ringe tilslutning, da tog jeg som ung mand min cykel og kørte derned, når de holdt årsmøde inde i Flensborg, for jeg ville simpelthen vide, hvorfor min far og mor var så uenige om grænsedragningen. Jeg husker endnu den enorme jubel, der var dengang, når Peter Grau fra Pøl, der dengang var fast taler ved årsmøderne, langsomt besteg talerstolen.
Hvem kan du huske af de gamle, mere eller mindre berømte politikere, her fra området?
Jeg kan svagt huske Christen Ernst Christensen, og jeg kan selvfølgelig huske Amtmand Kresten Refslund Thomsen og fru Amtmand Thomsen, der i øvrigt har været min kollega som kandidat til folketinget, men længere tilbage, Hans Andersen, Kongsbjerg, …[husker jeg ikke]. Jeg mindes ikke Grev Schack. Ham har jeg selvfølgelig hørt tale ved genforeningsfesten på Dybbøl, men noget minde om ham, det har jeg ikke.
Men du har truffet Mads Gram?
Jeg har truffet Hans Gram, og det var for så vidt én af de ting, der dengang som ung mand – jeg var en snes år godt og vel – gjorde mest indtryk på mig. Ham besøgte vi to mand en søndag formiddag. Allerede dengang var jeg klar over, at der var noget, der hed det ideelle hjørne, og det var altså Rødding-egnen, og så drillede jeg jo ham dengang. Så svarede han tilbage: ’Jamen, det gale ved os heroppe er, at vi har for mange kokkemænd [= haner]’. Så svarede jeg tilbage, at han jo var én af dem og måske den største kokkemand, og det er der vist mange, der vil bekræfte.
Du er jo selv kommet meget tidligt ind i landbruget som aktiv landmand.
Når jeg så relativt tidligt kom til at bestemme selv og stå på egne ben, så skyldes det jo den ulyksalige landbrugskrise, specielt sidst i tyverne og først i trediverne, hvor min far var medlem af akkordudvalget for Aabenraa amt, hvor de gennemførte en 6 -700 akkorder og senere en 6-700 saneringer. Det førte til, at det tog al hans tid. Han var i øvrigt også, mens det stod på, meget sindsmæssigt præget af det. Det var først senere, da det viste sig, at mange af dem, der fik akkorder og saneringer, virkeligt klarede sig godt, at han fik et knap så pessimistisk syn på den periode, selvom han i øvrigt af naturen var et glad sind.
Sådan en akkord, hvad bestod den i?
Den bestod i, at den danske stat bevilgede nogle penge, så at de folk, som havde penge i klemme, som var tabt, kunne få en vis procentdel af deres tilgodehavende hjem mod at slette tilgodehavendet. Så blev der også ofte foruden statspenge inddraget, hvis der var nogle af familiens medlemmer, der havde penge.
Har du oplevet nogen tvangsauktioner? Dem var der jo nok af.
Nej, det har jeg jo ikke, fordi tvangsauktioner … Jeg ved jo, at min farbror fik en ejendom i Stenderup ved tvangsauktion, i øvrigt dengang under det store politiopbud, men min erindring er af senere dato, hvor man altså afværgede tvangsauktionerne ved at sanere folks økonomi ved de to loves hjælp.
Hvordan gik det jer selv med landbruget i landbrugskriseårene?
Det gik jo som vel de fleste steder langsomt fremad op gennem trediverne, også meget langsomt, og tiden omkring trediverne var jo uhyre sparsommelig, også fordi min far jo dengang tabte nogle penge ved kaution for andre.
Med I havde jo heller ikke de samme vaner og det samme forbrug.
Nej, min far har aldrig haft bil og sådan noget, og forbruget var selvfølgelig i den grad indrettet efter ting, der kunne avles og fremstilles på gården.
Hvornår blev du forpagter?
Jeg blev forpagter i 1939 på en gård på Søgårdsmark, i øvrigt på en gård, der var ejet af en hjemmetysker. De ti år, jeg var dernede, var egentlig de år, jeg ser tilbage på med størst glæde, for da havde jeg ingen offentlige hverv, og da havde jeg altså tid. Det var de bedste år.
Hvordan oplevede du så krigsårene og besættelsen?
Krigsårene og besættelsen oplevede vi selvfølgelig på den måde, at vi de senere år hver aften sad med næsen inde i radioen for at høre meldingerne fra London. Jeg vil da gerne have sagt, at vi havde et udmærket forhold til vore tyske naboer, og vi havde et frisprog over for dem, som mange bagefter ville undre sig over, at det kunne lade sig gøre, uden at de meldte os. Det kan jeg en to – tre eksempler på, hvor man altså kunne sige ting, som ingen troede var muligt dengang, men den faste tysksindede befolkning var meget loyal overfor deres danske naboer.
Men i krigen da oplevede du i hvert fald én gang noget meget specielt.
Ja, den ejendom, jeg var forpagter af, blev bombet natten mellem den 18. og 19. august 1943 [Det var i 1942]. Det var simpelthen en engelsk Lancaster-bomber, der slap sine 11 bomber, fordi han var forfulgt af tyske natjagere. Forholdet var det, at min kone var dengang indlagt på Hald. Vi havde ét barn, som jeg havde hentet hjem, og vi skulle høste dagen efter og havde besøg af min far og mor, og så græd den lille pige, og så kom min mor – selvom hun var 2-300 meter fra gården, kunne hun høre hende græde – tilbage og hentede pigen og sagde: ’Du kan hente hende i morgen tidlig’. Så cyklede jeg om til min nabo til fødselsdag, og så kom urolighederne med skydningen, og de andre forsvandt hurtigst muligt. Så siger han til mig: ’Gå lige med over i hestestalden. Jeg har en hest, der er syg’. Da vi så kom ud igen, kom der en regn af brandbomber, og så tog jeg min cykel og cyklede hurtigst muligt hjemad, for brandbomberne lyste hele vejen. Så nåede jeg kun godt og vel halvvejs, så kunne jeg høre suset fra nogle bomber, smed mig af cyklen, kom ulykkeligvis i den forkerte vejgrøft – Jeg skulle selvfølgelig have været nærmest maskinen. – og blev dænget til med jord. Det var en mærkelig fornemmelse, for man føler ikke angst i det øjeblik. Det kommer først senere. Jeg kan huske endnu, at jeg fornemmede op og ned ad mine lemmer, om jeg var hel alle steder. Det var jeg. Så fortsatte jeg at cykle hjem. Der var to piger, hvor én var lettere såret, og en karl, og bygningerne sprængt, og elektriciteten var desværre ikke afbrudt. Så hentede jeg en stige og klatrede op i masten og tog mastsikringerne ud med fingrene. Da jeg senere blev medlem af elektricitetsrådet og ved en frokost fortalte det, sagde de: ’Det er brandulovligt’. Så sagde jeg: ’Det ved jeg da udmærket godt, men hvad ville I gøre, hvis det gnistrer over hele gården?’ Så spurgte de lige så smilende, om jeg vidste, hvordan en mastsikring skulle tages op. Jeg sagde: ’Ja da. Den skal trykkes opad og drejes en halv omgang’. ’Hvad gjorde du det med?’ Jeg sagde: ’Det gjorde jeg med pegefingeren’. Sådan gør man, når man er i nød! Så spurgte de, om jeg var angst. Jeg sagde: ’Ja, jeg rystede over hele kroppen’.
Du har jo været inde i mange forskellige organisationer og foreninger i tidens løb. Hvad startede det med?
Ja, det ved jeg ikke. Jeg var jo medlem af landboforeningens bestyrelse en overgang og andre ting, men det, det betyder noget, var jo, at jeg blev mejeriformand i sin tid, i øvrigt under lidt dramatiske omstændigheder, fordi jeg havde i nogle år været ordstyrer, og så pludselig ved en generalforsamling fik jeg en modkandidat som ordstyrer, og han fik næsten alle stemmer. Så vidste jeg jo det! Og året efter blev jeg formand med også praktisk talt alle stemmer. Det var simpelthen, fordi der var blevet uro om økonomien, og det førte altså til, at jeg var mejeriformand i en halv snes år.
Men det, folk i dag vel husker dig mest for, det er jo din tid på Enstedværket.
Ja, det var vel det første. Jeg blev medlem af Sønderborg og Aabenraa amters bestyrelse og via den medlem af højspændingsværkets bestyrelse, i øvrigt i en efter den tids forhold tidlig alder. Jeg kan da huske, at Jørgen Gram sagde til mig, at alle, der ikke er 40 år, skal tie stille under møderne. Det gjorde jeg nu ikke. Det er så en ting for sig, men det førte altså via Enstedværket til Elsam og til nogle af de ting, jeg har haft mest glæde af og interesse for, for det var jo samarbejdet med både Tyskland, Norge og Sverige.
Men der er jo også noget af det, du er blevet skældt ud for.
Ja, det var jo dengang … Det er blevet sagt til de senere års generalforsamlinger, at vi ikke havde været gode nok til at kommunikere ud til vore andelshavere, og den kritik må jeg nok tage til mig, for det har vi ikke været gode nok til. Jeg burde nok have sat mig ned og have skrevet flere artikler i dagspressen for at forklare, hvorfor vi gjorde det dengang. Forklaringen var simpelthen den, at dengang var der jo ret fremskredne planer om en forbindelse fra Sverige over Sjælland og til Nordtyskland, og det ville vi altså i Elsam for enhver pris undgå, fordi elektricitetssamarbejdet har det karakteristiske ved sig, at man skal have en vis løbende reserve for at forhindre, at lyset går ud; blackout, som det hedder med det engelske udtryk. Det kan vi kun få ved samarbejde med andre værker i udlandet, for ellers skal vi bygge alt for mange værker selv, alt for kostbart og have alt for mange værker kørende. Derfor var det for Elsam livsvigtigt at få en stærk forbindelse sydpå ud over de gamle forbindelser fra Flensborg, som vi havde, og så få den forbindelse til Sverige, hvor Sverige dengang manglede effekt, og hvor de var villige til at betale 6 millioner svenske kroner pr. år. Det førte altså til Kontiskan-ledningen over Læsø, i øvrigt ikke en trekantstraktat, men to traktater: én mellem Elsam og Kungliga Vattenfalls styrelsen og én mellem Elsam og Nordwestdeutsche Kraftwerke. Så kom senere den anden udenlands forbindelse, forbindelsen over Skagerak til Norge, hvor Norge jo allerede i trediverne havde afvist et samarbejde med Danmark, simpelthen med den motivering, at vi så ville få kvælstoffabrikker. Det fik vi senere alligevel, og så kom altså forbindelsen over Skagerak, og de to forbindelser har – det kan man jo se af tallene i afvigte år – så vidt jeg husker, leveret 28 % af den jysk-fynske strøm til en billig pris.
Hvad siger du som gammel organisationsmand til den uro og interne krigsførelse, der har været i nogle af de store andelsorganisationer?
Det er jo et spørgsmål, som nok får sin afklaring, når der er gået nogle år, for hele udviklingen har jo ført med sig, at de små enheder får nogle driftsomkostninger, der er for store, og de får specielt nogle investeringsomkostninger, som de ikke kan holde til, og så sker der de meget store og hurtige sammenslutninger, og så får vi selvfølgelig lidt af de store sammenslutningers skavanker. Vi får selvfølgelig de store sammenslutningers fordele, hvor de kan udnytte investeringer bedre, men skavankerne er jo tydelige, fordi så fornemmer man, at det er en lille trop, der vil dirigere det hele, og det er der jo megen sandhed i, men det er desværre sådan, at det er nødvendigt. Selve den sidst aktuelle: sprængningen af ESS-Food – Jeg var jo en kort overgang medlem af ESS-Foods bestyrelse. – den har jeg aldrig set som en ulykke, fordi ESS-Food var blevet stor, og det værste ved ESS-Food var, at de fornemmede, at de kunne sidde på et kontor og bare fastsætte priserne på et rimeligt højt niveau, og så var den ting i orden, men salgsarbejdet det foregår nu engang ude omkring kunderne i England og overalt i verden, og det skal såmænd nok vise sig, at den sprængning af ESS-Food, der er sket, fører til yderligere fremgang for danske landbrugsvarer.
Hvornår var det, du kom til Christiansborg som folketingsmand første gang?
Jeg kom til Christiansborg engang i ’59. Jeg blev opstillet i 1957 i Aabenraa-kredsen, i øvrigt under de ejendommelige forhold, at vi var nogle stykker, der erkendte, at en kandidat for Venstre skulle man have i Aabenraa-kredsen med ingen jordisk chance for valg, og så var det egentlig halvvejs aftalt, at vi skulle skiftes til at være kandidat. Jeg kan godt nævne navne: Lærer Andersen, Røllum, Peter Christian Hansen, Nyborg, og så videre. Så skete der det i ’59, at Heick, der var valgt, blev direktør for Hedeselskabet og måtte nedlægge. Hans 1. suppleant var landinspektør Moesbeck i Tønder, men han blev altså syg, og han ville ikke gerne indkalde den næste i rækken; det var altså undertegnede, men så tvang Venstres formand, Erik Eriksen, dengang ham til at nedlægge, og så sad jeg otte måneder i folketinget i ’59. Så fik vi valget i ’60, hvor jeg fik lidt flere stemmer og blev 1. suppleant, og så gentog historien sig én gang til. Einar Hansen, der var valgt, blev syg, og så sad jeg i Folketinget i ’60 – ’61 i otte måneder, så jeg er altså kommet i Folketinget ved en tilfældighed, men det er da ingen hemmelighed, at det viste sig, at jeg kunne lide det. Så blev jeg ordinært valgt i ’64 ved hjælp af stemmer fra de andre kredse, og så faldt jeg i ’73, hvor jeg altså var far til den 600 megawatt enhed ved Enstedværket, som borgerne i Aabenraa ikke kunne lide, som vitterlig har været en betydelig økonomisk succes, men altså – jeg kom ind ved en tilfældighed, men der er jo meget, der er tilfældighed i livet. Jeg blev i sin tid valgt som bestyrelsesmedlem i Gråsten Andelsslagteri ved lodtrækning. Det er der ikke mange, der ved, at sådan kom den mangeårige formand for Gråsten Slagteri ind i bestyrelsen ind: Det var ved lodtrækning.
Blev du også arbejdsminister ved på den måde?
Det tror jeg ikke. Så skal I spørge Hartling. Se, da jeg faldt i ’73, tog jeg til Polen som formand for Aabenraa Tanklager for at købe olie, og da jeg kom hjem, så ringede Hartling, om jeg ville være arbejds- og boligminister. Det var klokken otte om aftenen, og så svarede jeg straks, at det vil jeg ikke gerne, men jeg vil gerne være landbrugsminister. Så sagde han: ’Det tilbud får du ikke. Nu skal du svare inden klokken tolv’. Så fulgt de fire værste timer i mit liv, for jeg vidste godt, at det at sige ja til en ministerpost i en regering med kun 22 mandater bag sig, sandsynligvis en kort periode, og man skulle afgive alt, hvad man havde af interessante ting i forvejen uden jordisk chance for at få det igen – , men tyve minutter i tolv ringede jeg Hartling op og siger: ’Jeg kommer’. Så siger han: ’Kom i morgen tidlig’, og på den måde blev jeg arbejds- og boligminister. Så har jeg senere spurgt: ’Hvorfor i denne verden skulle jeg have de to ministerier, der er øretævernes holdeplads. Så har man svaret: ’Vel, vi kan godt forstå, at du stiller det spørgsmål, men må vi ikke godt få et bud på, hvem skulle vi give det til’?
Hvis du skulle koncentrere dine erfaringer af tiden som arbejdsminister og arbejdet med vores lille, men i og for sig meget komplicerede arbejdsmarked, hvad ville du så sige?
Jeg ville nok tage det simpelthen ud fra de organisationsforhold, der hersker på arbejdsmarkedet. Det er meget lidt bekendt, at årsagen til, at det gik Vesttyskland så godt efter krigen, er selvfølgelig flere. Jeg bør nævne Marshallhjælpen, hvor mange tror, at det var amerikanerne, der gav Tyskland så meget Marshallhjælp, at det alene hjalp det på fode. Det er ikke rigtigt. Vesttyskland fik Marshallhjælp i lighed med andre europæiske lande, og Danmark har fået pr million indbyggere nøjagtig det samme antal dollar som Vesttyskland. Så er det selvfølgelig rigtigt, at Professor Erhard var meget fremsynet, og hans valutareform dengang, hvor amerikanerne vitterligt en nat grundigt overvejede hvorvidt at afskedige ham, var medvirkende, men én af de personer, der efter min mening havde størst betydning for fremgangen, er den senere arbejdsminister Georg Leber. Han blev senere også forsvarsminister. Det var ham, der skabte den nye fagforeningsstruktur i Tyskland med det, som vi herhjemme ville kalde industriforbund, og som er helt anderledes end den forældede engelske fagforeningsstruktur. Jeg kan huske i hvert fald i 1973, da jeg var arbejdsminister, da havde man to tal. I Tyskland har de 37 fagforeninger, i England havde man på daværende tidspunkt 591. Det er ingen fortalelse! Jeg har altså herhjemme altid støttet dem, der ville have industriforbund. [Her slutter udsendelsen – lidt brat, måske uddrag af noget længere.]