Mimi Philipsens erindringer, skrevet 1970 – 71
Om Kresten Philipsen
Født den 27. april 1886 i Avnbøl, søn af gårdejer Johan Philipsen og hustru Katrine født Petersen fra Stenderup, Sundeved. Efter hans konfirmation i Ullerup Sognekirke kom han på landbrugsskole i Kappel 1 år, hvor han tog eksamen. Hvori den bestod ved jeg ikke, men han kom hjem med den tyske ”Einjähriges Kasket”. Kasketten blev dog henlagt som alt andet derfra. Tysk blev han dog ikke af den grund. Han var elev på Majbølgård på Als, flyttede senere med en af sønnerne til Ullemose på Fyn. Her og på Majbølgård var han sammen med Frederik Schmidt fra Kollund senere gårdejer i Hønsnap. Det var 1904. Han var 2 år tysk soldat, det første år i Sønderborg, det andet år elitesoldat i Potsdam, hvor han også stod vagt for Wilhelm II. Han var på Tune Landbrugsskole 1909 – 10. I øvrigt henviser jeg til den skrivelse, han sendte til ’Kongelige Ordeners historiograf’, Amalienborg, da han fik ridderkorset den 5. februar 1948.
I foråret 1910 den 16. marts købte han gården Lundtoftbjerg af tyskeren B. Willbrandt fra Mecklenborg. Prisen 142.500 mark. På denne blakkede egn (især Holbøl hvor beboerne var overvejende tyskere) var det en sejr for danskheden at denne gård ligesom de to gårde i Undelev, nu havde danske ejere. De øvrige betingelser vedrørende købet kan læses i vedlagte købekontrakt.
Hvor stor besætningen var husker jeg ikke, men der var 8 heste og ca. 200 høns, hvide wyandot, og et utal af duer som boede på loftet i stuehuset, hvor der var et fint dueslag. Den 1. april 1910 forlod familien Willbrandt gården. De blev kørt til præstegården til Pastor Vogel i Holbøl, den eneste familie, de var kommen sammen med. Det var et flot syn, kusken på bukken i liberi. Jeg var her på besøg den dag. Det var sidste gang denne dragt blev brugt. Forresten bestod den kun af en overfrakke og høj hat med roset på siden. Overfrakken blev siden brugt af de russiske krigsfanger.
Hvordan så gården ud 1910
Udlængerne var gamle, men dog i god stand, tækket med bliktag (se på billedet). Svinestalden var alt for lille og Kresten begyndte med det samme sommeren 1910 at gøre den større og bedre. Vi leverede dengang svin til Hamborg, vægt 300 – 400 pund. Det var mestens handelsmanden Pfeifer fra Gråsten, der købte dem. Svinene blev enten leveret i Lundtoft eller Holbøl Station, og Kresten fik altid en karton med rundstykker og vienerbrød med hjem som hilsen fra Pfeifers kone.
På gårdspladsen var der to store runde græsplæner; på den nærmest stuehuset stod der 4 store træer, de to måtte dog senere væk, det var alt for mørkt i stuerne. Den øverste plæne forsvandt efterhånden også.
Stuehuset var på begge sider overgroet med efeu (vedbend), på sydsiden mod gårdspladsen var bevoksningen ca 50 cm tyk og ikke en plet åben, så da vi senere tog efeuet bort, blev vi overrasket over den bort omkring vinduerne og langs med taget. Hvorfor efeuet måtte væk? Fordi der var så fugtig i stuerne og det var også skjulested for utøj, især mus, som var meget talrige. For fugtighedens skyld hang alle tapeter på sækkelærred. Hvor nu terrassen mod haven er, var førhen en halvlukket veranda begroet med vin og pibetræ.
Haven var meget tæt begroet med masser af stedsegrønne træer, så høje at de nåede op til de øverste ruder i vinduerne. Syrentræer, alpevioler og masser af frugttræer. To store plæner, på den øverste stod der 2 store graner og en flagstang malet sort og hvid. Denne blev dog en af de første dage taget ned og lå i mange år i et maskinhus omme bag ved møddingen. Den er nok senere hugget til brænde.
Da Willbrandts møbler var borte, var stuerne meget triste, men min far lod alle stuer male og tapetsere; det hjalp. Hvorfor køkkenet ikke fik en omgang forstår jeg ikke. Der stod et stort gammelt komfur, hvor der manglede ringe og døre, hvor ovnen var fuld af æggeskaller og gammelt skrammel. Der var en emhætte over komfuret. Den var så sort som beg, og sikke vi så ud, da vi vaskede den. Komfuret blev dog udskiftet med et nyt til vinteren. Desuden en gruekedel, hvori der hver dag blev varmet vand til spandevask. I hjørnet ved vinduet en gammel jernpumpe med en stor zinkbalje foran; da vi tømte den var den halvfuld af kaffegrums. Desuden gik der en trappe op til loftet. I gangen stod der en trækasse med sand til fruens kat. Det eneste fruen sagde til mig, var en bøn om at være god ved katten. Det holdt jeg ikke, for samme dag de flyttede skød Kresten katten. Den gik over hele huset og på bordet i køkkenet o.s.v. og så denne stank. Fra køkkenet førte også en trappe til kælderen.
Der i kælderen spiste karlene; morgenmad og aftensmad blev udleveret for en uge ad gangen. Den bestod af 1 pund margarine, 1 pund fedt, 1 spegepølse og 1 pund ost. Kaffen blev selvfølgelig lavet i køkkenet. Til middagsmaden fik hver mand 3 stykker flæsk eller kød, kød var sjælden. Af de 3 stykker gemte folkene så lidt til aftensmad. Til opbevaring af disse goder var der et flueskab. Brød var ikke tildelt. Bestik var i bordskuffen. Pigen sørgede dog for at det var rent. I det ene hjørne af kælderen stod en gammel kakkelovn, vakkelvorn. Jeg husker da jeg i april var på besøg, hvordan karlene fyrede i den; der var en larm, så man skulle tro der var ved at gå ild i det hele.
Slagsmål var der også dernede, de karle Willbrandt havde, var foruden nogle daglejere fra Lundtoft, landevejsbosser som han samlede op fra vejen. I de år indtil krigen 1914 var der en mængde landevejsryttere, ’bosser’ kaldte vi dem; hver dag kom de og bad om mad og drikke. Mange af dem var kendt på gården, for de gik rolig ned i kælderen og spiste folkenes mad. Det gik dog kun til 1. maj, da blev folkestuen indrettet oppe i huset og døren til kælderen låst. Men Kresten måtte dog sætte en stor plakat op nede i indkørslen, hvor der stod ’Betteln und Hausieren verboten’. Det hjalp noget. Fra nu af fik vi karle og piger fra egnen.
I den bygning hvor nu er karlekammer m m, var der dengang hønsehus i den halve del, den anden del blev brugt til foderstoffer, kageknuser. Jeg husker at de tapeter der sad der var magen til dem vi i mit hjem havde i gæsteværelset. Bygningen havde været aftægtsbolig for Hansens, og gulvet i køkkenet var teglsten, der var sat på kant. (2012: Denne bygning var det oprindelige stuehus fra udskiftningen.)
Om brylluppet
Forud for vielsen var der gået flere bevægede uger. Krestens forældre, nærmest faderen, forlangte vielsen skulle finde sted i Ullerup Sognekirke, mens Kresten og jeg ville vies i Stenderup Frikirke. Enhver stod på sit, jeg havde aldrig været i Ullerup Kirke siden konfirmationen. Min far var medlem af den kreds som sluttede op om frimenigheden. Krestens forældre kom aldrig i denne kirke. Da jeg til sidst erklærede at så måtte vi blive borgerlig viede, gik Krestens far med til at deltage i en gudstjeneste i frimenigheden. Dette gjorde udfaldet og han gav os lov til vielsen der. 17. maj blev Krestens søster viet i frimenighedens kirke.
Den 4. maj 1910 stod vort bryllup. Vi blev viet i Stenderup Frimenighedskirke af Pastor Jørgen Eriksen. Selve brylluppet blev holdt i Hans Lycks kro i Avnbøl med ca 140 – 150 personer. Vielsen var kl. 11 og vi kørte i åben vogn, både frem og tilbage fra kirken. Den nærmeste familie var med til vielsen. De andre gæster indfandt sig først efter vielsen i kroen.. – 1 vogn var musik Forreste vogn var med brudepiger, så vognen med brudgom og brudgomsfører; denne var enten en af familien eller en god ven til brudgommen. 3. vogn bruden og brudsmykker, i dette tilfælde min svigerinde Katrine Moos. 3. og 4. vogn forældrene og så til sidst andre familiemedlemmer. (En brudsmykkers opgave var hele tiden at være i nærheden af bruden, og brudesmykkerens lod var foruden at smykke bruden med slør og krans også selv at medbringe dette og buketten, og så endda skulle gaven være dyrere end almindelig. Så det var en dyr omgang.
Kroen var flot pyntet og hver gang der kom gæster spillede musikerne et stykke. Middagen bestod af suppe, suppekød og dessert, vin. Efter middagen var der nogle timer hvor der blev drukket kaffe, snakket, spadsereture i byen o. s. v. Aftensmad: 2 slags steg med grønsager. Så blev brudeparret placeret i en stue i sofaen og gæsterne kom med deres gaver; der blev drukket vin og skålet. Det var en ren tortur. Endelig var salen ryddet og dansen kunne begynde. 1. dans en sekstur, der var regler for, hvem der dansede først og med hvem. Senere blev der serveret natmad i stuerne, stuvede kartofler og frikadeller. Alt hvad der blev fortæret af mad og drikke hele dagen og natten med, var gratis for gæsterne og betalt af den der holdt brylluppet, i dette tilfælde af min far. Der var altid en del der var meget tørstige. Der blev danset til den lyse morgen. Vi kom her til gården kl. 6 morgen. Vor forkarl, nu afdøde Lorensen fra Dybbøl, var kørende med os i den store fayton. Dagen efter den 5. maj tog vi med toget til Avnbøl hvor vi på kroen fik restemiddag, hvor gaverne blev pakket ned og så tilbage med tog til Lundtoftbjerg, og dagligdagen begyndte.
Det var en svær overgang, at fyre i det gamle komfur og så med tørv; jeg havde næsten ikke set en tørv før. Dengang fik karlene morgenmad kl. 5 ¾ om morgenen. Hans Hansens datter Nanna fra Hejs på Broagerland havde jeg fået som pige og vi sled tappert i det; det var utrolig hvad skrammel der lå på loft og i kælder.
Krigen 1914 – 18
Det var en dejlig sommeraften. Jeg sad på trappen til forstuen, Kresten var cyklet til Lundtoft for at se om der var nogle bekendtgørelser angående indkaldelser. Krigserklæringen var kommen.
I løbet af 4 dage var forkarlen Nikolaj Frost fra Avnbøl, andenkarlen, daglejeren, fodermesteren og Kresten i trøjen. Tilbage stod jeg med Steffen Jørgensen 16 år, og høsten var begyndt. Hvordan vi fik høstet ved jeg næsten ikke, men en mand ved navn Carl Knudsen fra Lundtoft hjalp mig. Jeg husker da vi satte rugen i skok (som vi sagde dengang). Efter en times tid sagde han jeg måtte hellere gå hjem, jeg kunne ikke få de store neg til at stå.
Kresten var de første 4 uger i Flensborg og kom hjem et par gange om ugen og hjalp. Men da tyskerne måtte vige ved Verdun, kom han af sted til Frankrig til skyttegravene. Alle de breve han sendte hjem derfra, har jeg desværre brændt; nogle kort har jeg tilbage. Megen gru og rædsel har han oplevet og set sine kammerater falde. Han kom dog hjem med hele lemmer, men med nerverne i uorden. Han fortalte ikke meget om krigen, men det varede længe inden nerverne kom nogenlunde i orden.
Om Krestens videre liv:
Kresten havde mange offentlige hverv. Her er nogle: Aabenraa Amtsråd, Frøforsyning, Cimbria, Handelsbanken i Gråsten, Landeværnet, Sønderjyllands Lånekasse, Jordfordelingskommission. I de første år var han medlem af Holbøl Mejeri. Han var medlem af Akkordudvalget her i Aabenraa Amt. Det gav en masse arbejde; det var dårlige tider for landbruget i årene 1930 – 36-37.
Kresten døde den 24. april 1962 og blev begravet på hans fødselsdag den 27. april.
Herhjemme under krigen
1915 blev der oprettet et fangelejr på Hokkerup Hede til russiske fanger og det blev bekendt at vi kunne få nogle til at hjælpe med arbejdet. Jeg fik tilsagn om to. Jeg hentede dem om morgenen og bragte dem hjem til lejren igen om aftenen. Det var i den tid vi hakkede roer. Jeg havde svært med at få dem det lært, jeg var selv ikke dygtig til det arbejde. Efter et par dage hvor deres arbejde gik fremad, fik jeg en morgen 2 nye russere, som jeg så måtte til at lære. Efter en diskussion med kommandanten derovre, hvorfor jeg ikke fik dem jeg havde før, fortalte han at de første to var kommen til kommuneforstander Hansen; selvfølgelig skulle denne tysker have gavn af det jeg havde lært dem. (Kommandanten i fangelejren blev senere gift med kommuneforstanderens datter i Hokkerup.) Jeg hentede fangerne, kørende i jagtvognen. Jeg var ikke glad den første morgen, da sad jeg foran på vognen og russerne med ryggen til mig. Jeg havde ansvaret for at de ikke løb deres vej. Det tog jeg nu let, for med ryggen til dem kunne de sagtens springe af.
Snart derefter kom der 12 fanger til Lundtoft og en vagtmand. De 12 blev installeret i ridestalden, som var en del af hestestalden. Der blev sat jernstænger for vinduer og et forsvarligt lås for døren. Vagtmanden fik værelse på loftet i stuehuset. Af de 12 fik jeg 5. Hver morgen ledsagede vagtmanden de 7 til Lundtoft, hvor de fik arbejde forskellige steder.
Det gik godt med russerne, det var også bedre her end i fangelejrene. Maden var bedre, endskønt alt var rationeret, men de kunne dog blive mæt. Den ene Rodian, en godmodig fyr, blev sat til at passe køerne. En af fangerne var sommetider stædig og vagtmanden var altid på nakken af ham. En dag blev han bundet til et træ og måtte ikke få noget at spise. Men da vagtmanden var taget til Lundtoft fik han mad og med fagter og gebærder bad jeg til ham at komme til fornuft, ellers kom han tilbage til lejren. Siden den dag gik det godt. Efterhånden fik russerne mere frihed og Rodian gik ofte om aftenen til Lundtoft til en pige, og når jeg spurgte, hvor han skulle hen, sagde han Mari Mari.
En søndag eftermiddag blev der stor uro på landevejen, da havde mine russere været på kroen og fået vodka. Med besvær fik jeg dem hjem og til ro. Det har nok været et stolt syn da jeg havde en russer under hver arm, men færdslen var ikke stor dengang. Det var kromanden forbudt at skænke for fangerne, men det tog han let på. Når han fik pengene så var det godt. Jeg husker ikke hvor meget en russer skulle have om dagen, men det har vel ikke været ret meget. De fik sommetider pakke hjemmefra. I deres fritid aften og søndag sang og spillede de på harmonika; hvordan de fik den ved jeg ikke. Johnny gik meget oppe i stalden hos Rodian og kunne godt snakke med ham.
Rationeringen
Alt var rationeret: smør margarine mel gryn sukker brød kaffe. Alle mulige erstatninger kom frem. Det ene forbud efter det andet kom frem, så vi knap vidste hvad vi måtte. Men desmere forbud mod dette og hint, desmere svindel blev der lavet. Når man søgte lov om at slagte et svin slagtede vi to. Jeg husker ikke hvor ofte vi måtte slagte; det gik efter hvor mange personer der var på gården. For eksempel skrev jeg altid Far og Mor med på listen og i Undelev hvor de boede hos min bror var de også på listen. Når gendarmen kom for at tælle personerne var de her og når han kom i Undelev var de der. Sådan omgikkes alle forbud.
Vi begyndte selv at kærne smør og der kom i handelen små glaskærner. Senere fik jeg en lavet af træ, den står nu som paraplystativ hos Inge. Smørret blev opbagt med mel eller kartofler (gryn havregryn byggryn). Få år forinden krigen havde vi fået en benzol motor og et mølleri indlagt i den bygning hvor nu karlekamrene er. Kresten lærte mig at bruge det inden han tog af sted. Jeg malede så kornet og det blev sigtet, men der var masser af skal med i grøden, hvorefter vi kaldte det ’Spukgrytze’. Jeg malede selvfølgelig også foder til svinene. Så kom den dag hvor gendarmen Junk kom for at plombere møllen. Han havde ikke forstand på denne indretning og jeg fik ham til at sætte plomben det forkerte sted, så jeg kunne fortsætte med at male. Men fra nu af måtte det foregå om aftenen eller tidlig om morgenen, de tider hvor jeg ikke kunne forvente kontrol. Tit havde jeg en pige stående nede ved indkørslen, for at se når gendarmen kom. Da jeg engang efter krigen var gæst hos lille Jakob Hansen som vi kaldte ham, og Gendarm Junk var der (han var Jakobs svigerfar) fortalte jeg i samtalens løb, hvorledes jeg havde narret ham med plomberingen af møllen. Det tilgav han mig aldrig. Det var hans ære som Beamter, der blev såret.
En dag havde vi fået udleveret en del fodersukker til hestene. Kornet til hestene var også rationeret. Steffen Jørgensen kom med en smagsprøve og vi blev enige om, at det godt kunne bruges i husholdningen. Sukkeret var brunt som farin, vi hældte vand på det, siede og så kunne det bruges, ja vi var nøjsomme. Petroleum var også knap. Vi fik en gammel hængelampe i køkkenet og den lyste så ved benzol, som vi også købte under hånden. (Jeg fik udleveret benzol til motoren, der trak mølleindretningen.) Ved sparsommelighed kunne vi klare os med petroleum i de andre lamper. Vi tuskede os til alt, for flæsk og fedt.
Sent om aftenen eller også tidlig på dagen blev der slagtet, alt i smug. Slagtningen foregik her i vaskehuset, eller bakhuset som vi kaldte det. Det lå her, hvor jeg nu bor. Jeg husker vi skulle slagte en kvie og russerne havde fået den herned og bundet den, og skulle så slå den for hovedet o. s. v. Men Rodian kom løbende, at det kunne de ikke. Så måtte jeg. Rodian slog den for panden så den segnede om, hvorpå jeg skyndte mig at skære halsen over. Det var hårdt. Rodian måtte støtte mig op i køkkenet for at hvile. Senere skulle den flå men det var let, jeg havde flået mange kalve.
For at kunne bage i smug blev bageovnen her i bakhuset brækket ned og en ny ovn sat op nede i et af kældrene. Den var ikke så stor, men til gengæld i to dele, etageovn. Da den var tilsluttet en af skorstenene på huset, kunne det ikke ses når der blev fyret i ovnen. Det gik udmærket. Rugmel hentede vi snart ved den ene mølle, snart ved den anden, ja helt på Broagerland har jeg hentet gryn og mel, alt var tuskhandel. Vi kunne ikke klare os med den smule korn til hestene og køer og os selv, som var tilladt, hvorfor vi havde korn i sække gemt alle mulige steder i halm o.s.v. Når kontrollen kom, der blev næsten altid varskoet nede fra byen, når gendarmen var undervejs, læssede vi en masse sække på en vogn og kørte det over i plantagen. Gendarmen og amtsforstanderen der kom for at kontrollere medbragte en lang stang, som de stak ned i halmen for at mærke, om der var kornsække gemt.
Alt blev fra tid til anden talt: heste køer svin høns. Her i bakhuset flyttede jeg hønsene ned, indhegnede dammen og bevoksningen deromkring, så kunne kontrollen ikke tælle hønsene. Også Hans Langer fra Lundtoft var med til at kontrollere og tælle høns. Da hønsene var kommet herned og dammen indhegnet, kunne han ikke tælle dem. Det har du fået godt lavet, var hans svar.
For at få lidt større sukkertildeling købte jeg nogle bistader i Rinkenæs. Så havde jeg både honning og sukker. Bierne havde jeg til mange år efter krigen.
Af og til måtte jeg aflevere en ko for betaling, en lille betaling. Da krigen var slut og Kresten kom hjem havde vi 12 køer tilbage af de 40 – 45 køer vi havde ved begyndelsen af krigen. Markerne var fulde af ukrudt; de var blevet dårligt behandlet, så det måtte begyndes forfra.
Kobber- og messingtøj skulle afleveres, det var i 1916. De pander og kasseroller jeg havde fundet i kælderen og som nu blanke, hang på væggen i spisestuen samt de messingdøre der var i flisekakkelovnene måtte jeg aflevere. Jeg fik besked hvilken dato jeg kunne hente penge for det på Kleinbahnhof i Åbenrå. Der lå i en hob masse af kobber og messingtøj og mange mennesker var kommen for at få betalingen. Det var unge koner og gamle mænd. Der var nok mange, der som mig ærgrede sig over, at de kønne ting nu lå der og skulle bruges til krigen. Endelig blev mit navn råbt op. Ved det ene billethul skulle man underskrive, at man havde fået beløbet for ved næste at få pengene udbetalt. Jeg nægtede på det bestemteste at underskrive før jeg havde fået den store sum af 14 mark som var mig lovet. Jeg sagde til dem, at min mand havde sagt inden han tog i krigen, at jeg aldrig måtte underskrive noget, uden at jeg havde fået og læst det grundigt. Efter en heftig ordduel hvor tyskeren blev mere og mere ophidset for til sidst at kalde mig ’verrücktes Weib’ (forrykt kvindemenneske), så smed han endelig de 14 mark hen til mig og jeg kvitterede.
Vi avlede mange roer. De blev læsset på jernbanevogne i Lundtoft. Det må have været en god forretning, for jeg manglede aldrig penge. Soldaterne skulle bruge mange roer til mad og også herhjemme blev der brugt mange. Vi havde et pantebrev (ca. 20.000) hos Flensborg Sparekasse, som jeg udbetalte i de år, og også gælden til Krestens far, ca. 5.000 mark, udbetalte jeg og husker at han gav mig 100 mark som tak derfor.
I øvrigt passede jeg selv mine pengesager. Min far der 1911 var flyttet til Undelev kom ofte herop og vi snakkede om køer, svin og mark, men efter at Hans Moos blev indkaldt som landstormsmand kom han ikke ret ofte. Og min far og Krestens far var ikke altid enige. Jeg husker at jeg havde solgt en stor rødbroget ko for 1200 mark. Det var alt for lidt mente svigerfar, men far mente prisen var god. Uha bølgerne gik højt, men hvad jeg havde gjort, var ikke til at ændre. Sådan var der så meget.
De indkaldte kom sommetider hjem på orlov i 8 dage. Kresten kom 1 og eneste gang hjem i juni 1915. Orloven skete efter ansøgning der skulle attesteres af amtsforstander Lorensen i Kliplev. Hvor mange gange jeg har sendt en ansøgning ind, husker jeg ikke, men hver gang stod der på den, at han, Kresten, var dansk og mistænkt for at gå over grænsen til Danmark.
Foråret 1917 søgte jeg igen og kørte selv til Kliplev og bad om anbefaling til orlov, men nej det kunne Lorensen ikke give. Efter en heftig debat, hvor jeg blev så vred at jeg græd, forlangte han omsider at hvis jeg ville tegne 15.000 mark krigslån ville han sørge for at Kresten kom hjem. Den betingelse ville jeg ikke gå med til, for når alle andre her omkring på gårdene kunne få orlov, hvorfor så ikke Kresten. Vel er vi dansk, men Kresten gør sin pligt og så må han også have rettigheder. Han, Lorensen påstod at han havde anbefalet de andre ansøgninger, men Kresten havde set ansøgningerne hos hans foresatte, så jeg vidste bestemt det ikke var sandt.
Omsider gik jeg med til, hvis Kresten kom hjem, ville jeg tegne de 15.000 mark, og orloven skulle gælde mindst 14 dage. Ih hvor jeg hadede den mand; altid gik det ud over mig ved levering af køer og korn m. m.
Nå, Kresten kom hjem og 2 dage efter sin hjemkomst stillede Lorensen og forlangte de 15.000 krigslån, og han fik dem. Kresten mente orloven var de 15.000 værd. Jeg kunne ikke tie stille og spurgte om det da hastede så meget. Jeg ved godt, jeg var hård og uklog men det havde tyskerne gjort mig til.
Kresten fik orlov i 14 dage, så var han i Flensborg for at uddanne de 16 – 17-årige til soldater, så han kunne ofte komme cyklende hjem. Hvordan han fik en cykel ved jeg ikke, for vi havde for længst måttet aflevere vort gummi til tyskerne, så det var slut med at cykle for vort vedkommende. Dermed var det forbi med skyttegravene for Kresten. Russerne var ikke glade for den tyske officer, der var kommen på gården. Men efter nogle dage fandt de dem dog i det og jeg forklarede dem at Kresten ikke var tysk.
I 1916 fik Steffen Jørgensen indkaldelse til soldat. Han ville gerne over til Danmark og forsøgte flere gange med en fiskerbåd fra Als. Skipperen skulle have 800 mark for det. Men det lykkedes ikke, hver gang kom han sur hjem. Endelig prøvede han ved Kongeåen, det lykkedes. Jens Hørlyk fra Skodborg hjalp ham og det var ganske gratis. Den 3. januar 1917 gik han over grænsen. Nogle dage derefter fik jeg kort, hvor der stod, vi har i dag fået en stor dejlig dreng. Så vidste jeg at han var kommen godt over. Jeg meddelte så til H. Langer i Lundtoft at Steffen var forsvunden. Han og Lorensen fra Kliplev troppede op og jeg kom i forhør, men selvfølgelig vidste jeg intet. En tysksindet pige jeg havde sagde til Lorensen, at Steffen var gået over grænsen, og at jeg vidste det, men beviset manglede. Selvsamme pige måtte jeg se at komme af med; hun gjorde mig så nervøs, hun snusede både her og der hvor vi gemte alt det, vi ikke måtte have. Således stod der i karlekamret et skab tilhørende N. Frost. Skabet havde jeg tømt for hans tøj og hængt skinke og flæsk ind i stedet. Ved rengøring af værelset skulle skabet ikke flyttes, men pigen skubbede til skabet og døren sprang op, og så kom hele herligheden til syne. Det tog mig flere timer at få hende beroliget, få hende til fornuft og ikke melde mig. Forholdet mellem os var ikke godt og jeg var glad den dag hun forlod gården.
Fodermesteren J. Steger var indkaldt og hans kone og daglejerens kone måtte malke. Det kom til mange stridigheder dem imellem, om køerne og børn o. l. De boede jo sammen i huset, dog i hver sin lejlighed. Jeg husker en morgen, jeg var ved at gøre Søster i stand, og Far der var kommen på besøg, sad ved kaffen, at Fru Kreihauf (daglejerkonen) kom ind og brugte en mund over Fru Steger og over malkningen og m. m. Til sidst sagde hun til mig: ”Du sidder der og er så stolt og hovmodig og det er din far også.” Hidtil havde jeg ikke sagt et ord mod hendes vrede snak, men nu sprang jeg op og åbnede døren og ud i det fri med hende. Hendes sidste trusler var at hun ikke ville malke mere. Der gik så en otte dage hvor jeg hjalp at malke, så kom hun og bad om at malke igen. Sagen var, at hun i de dage ikke fik mælk, penge og flæsk.
Lærerinde Frk. Erna Guttmann
Skolegangen var under krigen meget dårlig, de fleste lærere var indkaldt. Johnny skulle begynde skolen maj 1917. Vi hørte til Bjergskov Skole nord for Søgård. Jeg tænkte meget på hvordan jeg fik drengen frem og tilbage i disse urolige tider, så jeg besluttede at få en privat lærerinde i huset. Havde skrevet til Kresten desangående og han var indforstået med tanken. Da jeg fortalte i Undelev om min plan, besluttede Moos’s og Brag at de gerne ville være med, så blev det en lille skole på 5 børn.
Jeg annoncerede i et tysk blad og fik mange billetter, deriblandt en fra Frk. Erna Guttmann 21 år, født i Danzig, nu lærerinde på et riddergods i Øst Preussen.100 mark pr måned og fri station. På banegården i Flensborg modtog jeg en slank, sorthåret meget smuk dame. Jeg havde ikke fortalt Guttmann at vi havde dansk til modersmål og at børnene ikke kunne meget tysk; de fire havde gået en lille tid i skole i Holbøl, men Johnny kunne ikke et ord. Så det måtte jeg forklare hende straks i Flensborg, da hun hørte det danske sprog. Det var en stor forandring for hende at komme fra herskabelige forhold til os jævne mennesker.
Overgangen havde været svær for hende, men hun betroede mig, at få smør, rigtig smør på brødet hver dag og være mæt hver dag, det var noget hun ikke havde været i lang tid og det kunne man se. Snart fik hun lidt mere sul på kroppen. Som lærerinde var hun meget dygtig. Det var ikke altid let at gå i køkkenet og høre børnene synge de tyske fædrelandssange; det kunne ikke ændres, vi var, eller skolen var under opsyn af skoleinspektøren fra Åbenrå, der kom med måneds mellemrum og hørte på undervisningen. Det danske måtte vi så selv se at bibringe børnene, det var ikke let for mit vedkommende.
Johnny var i fritiden ofte hos Guttmann på værelset; han var dygtig i skolen. Men i begyndelsen havde han kval med læsningen og jeg sagde til Guttmann at jeg ikke forstod, hvorfor jeg havde fået så dum en dreng. Hun trøstede mig at det nok skulle komme – og med et var han der, og jeg var glad og taknemmelig.
Jeg husker en dag han lå på gulvet og læste, at han pludselig sagde, ”Vi har haft en stor sejr i dag og så kommer Far snart hjem.” Hvem siger det, svarede jeg. Det siger Guttmann. Jeg tog ham på mit skød og sagde, Du må ikke sige vi, for det er tyskerne der har haft en stor sejr, og vi er danske ved du nok. Men drengen blev ved, det siger Guttmann og det passer hvad hun siger. Nå, alting forandrer sig, også det.
Guttmann gik lange ture med børnene til skoven og om vinteren til Søgård Sø på isen; hun var dygtig til skøjteløb, og da Kresten kom hjem gik hun ture med ham næsten hver dag; intet under at jeg tit var sur. Førhen sad hun altid på sit værelse i fritiden, nu sad hun i dagligstuen.
Der sad hun og Kresten også den dag jeg kom hjem fra Flensborg og havde haft det uheld med den gamle kone. Som så ofte før var jeg kørt til Flensborg i giggen og havde Katrine Moos med. Så var det, det skete på hjemturen. Alex (hesten) gik i luntetrav, men da jeg kom til det sted hvor sporvognene kører i remisen, kørte jeg venstre om, det var min fejl, men jeg kunne da ikke holde der midt i gaden i længere tid. Og så fra Bauerlandstrasse kom der en gammel kone, indhyllet i stort tørklæde og med en spand på armen. Jeg så hende godt, troede hun ville stoppe ved fortovet, men nej hun gik lige til og så, så må hesten have ramt hende så hun faldt. Der blev et stort opløb af børn der hujede og skreg, så hesten blev bange og satte i med galop. Politi råbte jeg skulle holde, jeg kunne ikke få hesten i ro. Endelig fik politiet børnene rolig og så fik jeg holdt. Konen blev båret ind i et hus og så det sædvanlige med navn og adresse og at jeg senere ville høre fra dem.
Da jeg kom hjem spurgte Guttmann hvad jeg havde set og oplevet i byen. Ikke noget var mit svar. Men hun blev ved, De er så bleg, hvad er passeret, og henvendt til Kresten, Ihre Frau hat was erlebt sieht doch wie blass sie ist. Endelig så Kresten på mig og sagde så. Hvad er der så i vejen, hvad har du lavet? – Jeg har kørt en gammel kone over. Stor opstandelse og jeg måtte fortælle hvordan. Du er vel klar over at det vil blive dyrt, var Krestens svar. Ja det bliver det vel, men det var ikke min skyld altsammen. Konen skal se sig om, inden hun går ud på kørebanen, og jeg burde måske have ventet til alle sporvogne var kørt i remisen og ikke kørt venstre om.
Næste dag fik jeg brev, at møde på gaden hvor det var sket. Otte dage derefter igen til møde med Katrine Moos som vidne. Det var et dårligt vidne. Katrine Moos kunne dårligt forstå, langt mindre tale tysk, og forhørsdommeren eller anklageren fortalte K. Moos, hvordan det hele var foregået og endte altid samtalen med følgende ord ”Nicht wahr Frau Moos so war es doch”, hvortil K. Moos sagte sagde ja.
Konens mand var til stede. Da vi senere kom ud af lokalet, sagde manden, at han ville frafalde bøden, hvis jeg ville indgå på, så længe krigen varede i hver uge eller måned at bringe æg smør flæsk mel og gryn. Hvor meget kunne vi senere bestemme. Jeg bad om at måtte besøge hans kone. Knap var jeg kommen ind i stuen, før hun på plattysk overfusede mig med så mange grove ord, hun kunne finde. Konen lå i sengen, en plaster i panden og en på knæet, det fik jeg set.
Manden gik så med mig ud på gangen og bad om mit svar angående de fødemidler. Svaret var nej. Det nyttede ikke at forklare ham, at alt også var rationeret på landet. Ingen vidste dengang hvor længe krigen ville blive ved. Otte dage derefter kom bøden. ”400 mark”, som jeg omgående betalte. Det var en dyr Flensborgtur, dog har jeg kørt derind mange gange derefter, men K. Moos ville ikke med mere.
Krigens slutning
Endelig kunne vi fornemme at krigen snart var slut. En aften vi 3 sad i stuen, kom vi til at tale om krigen, noget vi næsten ikke snakkede om når Guttmann var til stede. Guttmann kunne ikke eller ville ikke tro, at tyskerne gik tilbage og at slutningen var nær. Og så slap det ud af mig, at så bliver vi dansk. Guttmann sprang op, hvad er det dog de siger, og henvendt til Kresten, er det sandt, tror de også det. Hidtil havde Kresten ikke sagt et ord, nu blev han nødsaget til at svare, men helt undvigende svarede han, at der var noget om det, men ingen vidste rigtig besked. Der blev helt stille i stuen, så forlod Guttmann stuen, hun var bleven meget bleg. Da hun var gået fik jeg en ordentlig omgang af Kresten, at jeg unødvendig havde fortalt det og givet hende den sorg. Nå ja, en dag må hun da have sandheden at vide. Næste dag var søndag. Guttmann blev på sit værelse og en af pigerne bragte mad op. Men mandag måtte hun i skolen igen og det gik som sædvanlig, men om krigen blev der ikke talt.
1919 flyttede Guttmann til Tyskland og vi fik Frk. Ingerslev fra Odense, datter af valgmenighedspræst Ingerslev. Så mente Fru Brag at skolen skulle flyttes til Undelev til Brag der havde masser af plads i stuehuset, og Ingerslev skulle bo hos H. Moos. Sådan blev det og nu kunne Fru Brag daglig se og høre hvordan det gik i skolen. Da skolen var her, kom hun ofte uanmeldt og ville snakke med Guttmann: der var så meget forkert, Guttmann gjorde forskel, men Guttmann sagde at Inge Brag var trodsig og at hun, Guttmann, ikke ville finde sig i Fru Brags indblanding i undervisningen. Endelig var hun fæstet af mig. Der var tit spændte forhold dem imellem. Men dygtig var Guttmann, hun forstod at få respekt.
Frk. Ingerslev var i 2 år, hun var også dygtig, men der er og var dengang stor forskel på en skole ledet af en tysker og af en dansker. Hidtil havde børnene kun haft tysk og nu dansk, det var en stor omvæltning for dem.
Efter Frk. Ingerslev fik vi en Frk. Clausen fra Fanø. Hun boede hos Fru Brag, men det gik slet ikke. Fru Brag blandede sig i alt, også hendes person, blandt andet spejlede og sminkede hun sig og det kunne Fru Brag ikke tolerere. Frk. Clausen var kun ½ år.
Så blev skolen opløst. Johnny kom i Gråsten Mellem- og Realskole og rejste med tog hver dag. Søster kom til Holbøl Skole til Vest Hansen der dengang var lærer der. Da hun var 11 år kom hun også til Gråsten.
Tilføjelser om Frk. Guttmann
Den første jul Guttmann var hos os fik vi som dengang var mode, grønlangkål og flæsk. Guttmann sagde at det havde hun aldrig fået en juleaften. Nå hun spiste godt. Jeg havde ikke fortalt at vi til dessert skulle have tilsløret bondepige, det var en stor overraskelse, og hun spiste så meget at da vi næste dag skulle til Avnbøl til svigerfars fødselsdag, kunne hun ikke være med for mavepine o. l. Russerne som sad sammen med os, var nu ikke bleven syge, de havde også spist med mådehold.
Efter at Guttmann var rejst, kom hun hver sommer i ferien her, det er dog tegn på at hun har været glad for at være her. Hun var lærerinde flere steder i Thyringen, Slovakiet, Litauen og 1½ år i Pemambuko og til sidst i Hannover. Der blev hun overkørt af en lastbil 1946. I flere år havde vi ikke hørt fra hende på grund af krigen, men nu havde hun skrevet at hun kom i sommerferien. Det blev altså ikke til noget. Ja vi havde dog fået et kort hvor hun takkede for pakker jeg sendte illegalt til hende. Hendes død var et hårdt slag for hendes mor, nu var hun helt alene, hele familien var uddød.