Beskrivelse af begivenhederne den 9. april 1940
Den 9. april, den dag tyskerne rykkede ind og forstyrrede vor landefred.
Jeg vågnede henad kl. 5 den morgen ved en øredøvende larm og samtidig blev det helt lyst i soveværelset. Jeg sprang hen til vinduet og så en hel masse danske soldater på deres motorcykler kom brasende ind på pladsen op foran vinduerne. (Det var lysene fra deres cykler der lyste ind i værelset.) og tog stilling oppe på pladsen, for et øjeblik efter at køre bort igen. Knap havde jeg sat mig på sengekanten og tænkte over det førend det begyndte med flyvemaskiner og så begyndte en hel masse maskingeværer at skyde. Kresten lå endnu i sengen ved første salve, ved næste salve der kom omgående råbte August, fodermesteren ” Kresten, laden brænder”. Og Kresten løb med kun bukser og vest over pladsen om bag møddingen til den røde svinelade, der stod i flammer. Skydningen vedblev og flyvemaskinerne summede, de fløj så lavt at de havde besvær med at komme over træerne på gårdspladsen. Kresten kom løbende ind og gemte nogle papirer i pengeskabet. Her er mine nødvendige papirer, hvis vi ikke ses mere, sagde han. Se at få lidt tøj i en kuffert. Jeg er bange hele gården brænder. Og så løb han igen.
Jeg havde haft besvær med at komme i tøjet; Søster kom ned fra loftet iført frakke og hjalp mig. Hun var også vågnet ved den spektakel og havde fra vinduet hørt og set de danske soldater der suste nord på deres motorcykler. En kommanderede ”Hjelmene på”. Forvirringen var stor. Nogle kufferter fik vi ned, og min pige, Helene Kruse, der ingen nerver havde, sørgede for nogen garderobe i kufferten; det eneste jeg fik var alt mit sølvtøj som jeg hentede og fyldte i en kuffert. Alt imens skød de uafbrudt, tyskerne. En kugle ramte lige over sovekammervinduet og lavede et mægtig hul. I den store lade fløj stenene ind på pladsen. Så kom Kresten igen og sagde at nu troede han faren var forbi for denne gang for nu kørte mange tanks frem over markerne på hver side af gården. Jeg kom ud at se og talte 12 tanks øst for gården, alt imens de skød. Snart derefter kom en masse militær kørende i biler, til hest til fods, en uafbrudt strøm på landevejen. Hele gårdspladsen var fuld af soldater med heste. Ved middagstid holdt en trop der kogte middagsmad på pladsen. De fyrede af vort brændsel, til gengæld glemte de deres ildskovl, en meget god håndsmedet skovl som jeg arvede. Hele dagen og næste nat med, ja i mange dage gik det uafbrudt med soldater og alle mulige slags køretøjer nordpå.
Kort efter at skydningen var ophørt kom politi Work og Jørgen Brag, Undelev. Senere på formiddagen kom der en masse herrer fra Aabenraa og Sundeved ud at se hvordan det var gået. Hele dagen igennem og mange tider herefter var der utallige nysgerrige som skulle se hvordan det så ud her, og de samlede kugler op og andet. Ja, det var den 9. april, den dag glemmer vi aldrig, da tyskerne drog ind af vort søndre led, vor ret og ære at krænke. Mange tysksindede stod ved landevejen og tog imod dem og nogle ønskede ondt over vi danske. Jeg nedskriver her to navne som jeg håber engang må få deres straf; de ønskede ondt over gården her: Cohn, Hokkerup, og H. Mattesen, Kliplev.
Jeg forstår bagefter ikke at vi sov så rolig den nat, eftersom vi vidste der var noget i gære, for hele vinteren havde vi haft indkvartering af danske soldater 1 løjtnant og 2 menige; disse var om eftermiddagen den 8. april bleven udkommanderet med fuld oppakning og skarpladt gevær, brød med til en hel dag. Hen på eftermiddagen den 9. april vendte de alle tre sunde og raske tilbage. Et par af deres kammerater var falden ved Lundtoft og Bjergskov. Nogle såret.
8 dage efter tog de danske soldater afsked for at rejse til Fyn, de måtte ikke være hernede længere. De fik ikke lov at rejse med toget, men måtte i nattens mulm og mørke cykle til Sønderborg – Mommark og derfra pr færge til Fyn. Det var en hån for de stakkels få tapre soldater, sådan at rejse af sted.