Nis Peter Hansen 1839 – 1924 dannebrogsmand

Nis Peter Hansen

Født på Bjerndrupmark den 13. januar 1839, død i Kliplev den 19. juli 1924 (85 år)

Nis Peter Hansen var opkaldt efter sin farfar, der også boede på Bjerndrupmark.

Nis Peter Hansen var veteran fra 1864. Han deltog som tysk soldat i krigen 1870 – 71, hvor han blev såret. Han fik en granatsplint i brystet, og i 1875 fik han tilkendt 27 Mark i erstatning.

Sammen med andre overlevende veteraner fra 1864 mødte han Kong Christian X ved den store genforeningsfest i 1920 i Kongeskansen på Dybbøl Banke.

Marie og Nis Peter Hansen flyttede til Kliplev på aftægt, måske fordi aftægtsboligen skulle overtages af deres datter og svigersøn. De boede i et hus på den første sidevej på højre hånd, når man kører fra Mørks kro nordpå ad Potterhusvej (ses på billedet med fire generationer).

 

Nis Peter Hansen fik tildelt tre medaljer:

1) En erindringsmedalje for deltagelse i krigen 1864. Medaljen blev indstiftet af Kong Christian IX og uddelt i 1877.

2) En tysk medalje for deltagelse i den tysk – franske krig 1870 – 71.

3) En dannebrogsorden, kaldet sølvkorset, uddelt af Kong Christian X i 1920 til de endnu levende veteraner fra krigen i 1864. Denne orden skulle tilbageleveres til Ordenskapitlet efter modtagerens død.

For at modtage dannebrogsordenen skulle man indsende en levnedsbeskrivelse til Ordenskapitlet. Nis Peter Hansens levnedsbeskrivelse kan læses side 111 – 112 i Knud J. V. Jespersens bog ‘Vejen hjem, Sønderjyske skæbner 1864 – 1920’, Gads Forlag 2012. På billedet i bogen bærer Nis Peter Hansen sølvkorset og erindringsmedaljen, men ikke den tyske medalje.

Læs Om Nis Peter Hansen

 

Forsiden af medaljerne - 2 Bagsiden af medaljerne - 2

På billedet ses for- og bagside af medaljerne fra 1864 og 1870 – 71.

 

Lukket for kommentarer.