Brødbagning i gamle dage
Her hvor vort aftægtshus nu ligger, lå der 1910, da vi kom til Lundtoftbjerg, et hus, hvori fandtes en stor bageovn, og hvor der også var plads til storvask, gruekedel, kar og balje, bord m. m., men ingen vand; det måtte vi hente hernede i haven, hvor der var en brønd med jernpumpe. Huset blev nævnt som ’bakhus’; det var en betegnelse der blev anvendt her og over hele Sundeved, hvor der fandtes et ovnhus og med plads til storvask.
Ovnen: Selve ovnen var bygget af brandfast teglsten, stor jeg vil mene ca. 4 – 5 m fra væg til væg. Ovnen var rund med buet, hvælvet loft. Højden i ovnen: vi lå på knæ når vi lagde brændet til rette. Døren var ikke større, end at vi lige kunne kravle derind. Udenfor ovnen var der muret en stensætning, samme længde som ovnen og 50 – 75 cm bred. Til højre for ovndøren var der en fordybning i stensætningen. Når ovnen skulle fejes kom asken hen i fordybningen og en jerntrekant sat over og så en gryde med vand i. Hjemme i Avnbøl var der til venstre for døren en lille dør, derigennem blev der sat et stearinlys eller prås ind, når det var på tide at brødene skulle ud. Her havde vi ikke den lille dør, men gemte en klat dej hvori vi satte et lys.
Bagning: Aftenen før vi skulle bage blev så brændet lagt i ovnen, først blev der lagt 4 store tykke stykker træ (2 nederst og 2 på tværs oven over) og i siden halm, kvas og mindre træ, til sidst en masse tørv. Hvis vi havde mange af de store træ, så byggede vi stablen højt op. Hjemme i Avnbøl havde vi bøgetræ og ingen tørv, men her var der ingen bøg, vi købte dog altid lidt i Kjelstrup Plantage, men ellers var det grantræ. Næste morgen blev der sat ild til, og det brændte i ovnen et par timer til loftet i ovnen, altså stenene, var bleven helt lyse, og det var brændt ned. Så blev resten asken taget ud med en mægtig stor skraber og ovnen fejet, det var en våd sæk på en lang jernkrog. Ovnen var så klar til bagning.
Brødet: Aftenen før blev dejen lagt. I et langt trug, vel 1½ – 1,75 m langt, kom rugmel, surdejen og varmt vand. Vi æltede en portion ad gangen og lagde det op i den ene ende af truget, og når vi havde det hele samlet, så tilbage hvor vi begyndte. Dejen blev jævnet pænt, et kors tegnet i dejen, et klæde lagt over ’æ brødblu’ blev det kaldt, og til sidst en stor dyne – begge dele blev kun brugt til det og blev hængt op under loftet til næste gang. Næste morgen var dejen hævet og så begyndte samme proces. Æltningen foregik med samlet hånd, altså med knoerne; det var hårdt arbejde. Vi havde et fad stående med lunken vand til at fugte hænderne med. Så fik den hvile en times tid. Dejen blev delt, vi bagte ca. 20 brød ad gangen. Vi var altid to til at slå brødet op, det foregik ind mod trugets sider hårdt og taktfast. Det kunne nok høres. Brødene blev smurt med mel, der var udrørt i kærnemælk eller skummetmælk. Det foregik med den flade hånd. Med en kniv blev der snittet 2 – 3 gange i hvert brød. Ca. 2 – 2 1/4 time var brødene i ovnen. Sigtebrød og franskbrød, hvedekage som vi dengang sagde, kom i ovnen når brødene var inde.
Det var skik, at børnene fik en klisterkage; det var sigtet rugmel med lidt hvedemel i og måske lidt fedt og et æg. Dejen blev trykket flad og tynd, smurt med fløde, den var ca. 20. cm i diameter. Den skulle med til skole og alle skulle smage. Når brødet kom ud, blev der bagt småkager og formkager på store plader.
Under krigen da det blev rationeret, og der af og til kom revision, fik jeg en ovn bygget i en af kældrene i stuehuset. Den var firkantet, dobbelt som var 2 æsker sat oven på hinanden. Der i kælderen kunne gendarmen ikke se når skorstenen røg, for det var den samme vi fyrede i oppe i stuen. Vi kunne ikke klare os med den smule brød vi fik på kortene, derfor bagte vi i smug og fik rugmel i smug hos mølleren.