Johan Philipsen fortæller

Johan Philipsen fortæller om sit liv

interviewet af Åge Rasmussen fra Mosehullet, Holmvej 11, i Kliplev

(renskrevet i 2015)

 

Det er lykkedes mig at få Johan Philipsen, forhenværende gårdejer, forhenværende minister, forhenværende formand for en lang række virksomheder, organisationer og foreninger her i vores landsdel til at fortælle nogle træk af sit livs historie. Johan Philipsen har sat dybe spor i Sønderjylland, og det må være af betydning, at også efterslægten får at vide, hvilken mand vi har i vores midte. Johan Philipsen sidder her ved siden af mig og overtager mikrofonen om et øjeblik. Det kan være, at jeg ind i mellem stiller nogle uddybende spørgsmål, men det får vi se. Værsgo Johan Philipsen:

 

Jeg er født den 27. 4. 1911 på Lundtoftbjerg. Mine forældre, min far Kresten og min mor Mimi, der er født Moos, var begge bønderbørn fra Avnbøl i Sundeved. Forholdet var dengang, at Sundeved jo var fuld af landboungdom og havde altså et overskud, der ikke kunne finde ejendom på Sundeved. De måtte altså flytte andetsteds hen, og der var i øvrigt også mange andre, der dengang drog vestpå ud i de sogne, der dengang havde, om ikke et flertal, så dog en betydelig tyskhed.

Han købte Lundtoftbjerg i 1910 af en mand, der hed Wilbrandt. Gården var i øvrigt ejet i en kort årrække fra 1892 til 1910 af Buddich, Hamel og Wilbrandt, der alle stammede fra den tyske Østersøkyst, og det vil altså sige Mecklenborg og Pommern. Før den tid var der en mand, der ejede gården, der hed Hansen, populært kaldet ’Gammel Hansen i æ Bjerre’, som man sagde nede i Lundtoft. Han døde i øvrigt i Sønderhav i år 1900. Han var den eneste landmand, jeg kender, som blev omtalt længe efter sin død. Årsagen var den, at han var meget fremsynet. Han drænede, fyldte jord ud i lavninger, i øvrigt delvist med jord med et kalkindhold på 8 – 10 procent. Det konstaterede jeg senere, da jeg kom på landbrugsskole. Han var Slesvig – Holstensk officer, der i 1848 – 50 blev indkvarteret på gården, kom tilbage og giftede sig med enken. Det sidste har jeg fortalt for utallige besøgende, så længe til en af mine døtre i Landsarkivet i Åbenrå kom tilbage med beviser for, at hun ikke var enke i ’48 – ’50, fordi hendes første mand først døde i ’52, men der har altså været visse uregelmæssigheder, også dengang.

Gården er en udflyttergård fra Lundtoft, er udflyttet i 1796 og har altså i realiteten hørt under Søgård, og der knytter sig ingen egentlig historie til den. Min kone ved en masse om udflytningsvilkårene. Det skal jeg helt forbigå, kun nævne at dem, der flyttede ud, de fik det større areal, der dengang var udyrket, som kompensation for at flytte væk fra byfællesskabet.

Fra de tidligere ejere ved jeg kun, at Buddich var der kortest. Han kørte hver dag til Flensborg og kom fuld hjem. Hans hest, fortalte man, kendte vejen så godt, at den kørte ind i de mange gennemkørsler, der fandtes ved de mange kroer, der var dengang. Den sidste ejer, Wilbrandt, havde allerede på det tidspunkt, og det vil altså sige før 1910, kontrol med sine høns’ æglægning, og ikke altså kontrol for hønsene i sin helhed, men hver enkelt høne havde han kontrol over.

Hovedbygningen, der er en mindre udgave af Krusågård, er ikke det oprindelige stuehus fra udflytningen. Huset er formodentlig bygget omkring 1880.

Min far kom med i krigen 1914 – 18 fra starten og fik ingen orlov i 18 måneder. Sådan gik det mange dansksindede, hvor det i realiteten var de lokale tyske amtsforstandere, der bestemte, om de skulle have orlov eller ej. Han var hele tiden på Vestfronten, og han var infanterist. – og i øvrigt i det andet år i den to-årige uddannelse uddannet som værnepligtig i Potsdam i det, man kaldte Lehrbatallion. Lehrbatallionen blev sammensat af en til to rekrutter fra hvert regiment over hele Tyskland. De blev altså sendt til Potsdam og var egentlig en art elitesoldater. Ved krigens begyndelse blev de alle sendt tilbage til deres gamle regimenter.

Jeg kan ikke se nøjagtigt, hvornår han blev forflyttet til pionererne, kun at han på et tidspunkt blev underofficer, og at han det sidste halve år uddannede rekrutter bag fronten. Disse var alle personer, der tidligere var blevet kasserede. Han var i øvrigt hjemme, da sammenbruddet kom. Jeg skal om det sidste kun sige, at han fortalte mig engang, at der kom en ny rekrut derud i det sidste halve år, der var apoteker i Hamborg, og så spurgte han ham ad: ”Hvordan er det hjemme i Hamborg?” og så svarede apotekeren tilbage: ”I Hamborg ligger pengene på gaden.” – og det vil altså sige, at inflationen allerede dengang var i fuld gang.

Af gode grunde husker jeg ikke meget fra disse år. Jeg husker kun, at jeg var med min mor til skovs for at hente et lillebitte grantræ, der blev pyntet og sendt til fronten. Endvidere findes der i mit skab i Søgård et borsving, som en tyv efterlod på verandaen. Historien om borsvinget er følgende: Min far var hjemme på orlov, antagelig i 1916 – 17. Samtidigt var hans yngste bror hjemme fra Østfronten. En tyv borede sig om natten under vindueshasperne fra verandaen, gik ind i spisestuen og åbnede uheldigvis døren til soveværelset og lyste min far lige i ansigtet. Min far og hans bror greb de haglbøsser, der hang på forstuen dengang, og forfulgte tyven. De affyrede 16 skud, inden tyven forsvandt ind i Søgård Skov. Forklaringen på, at de kunne bære sig sådan ad, var den, at de begge var soldater, og hvis der havde været noget i vejen, ville de være kommet for en militærdomstol ved fronten, og de ville formodentlig ikke have gjort noget som helst ved den hændelse.

Min mor var kun 20 år, da hun blev gift og rykkede ind på gården. Det vil sige, at hun 24 år gammel blev alene om at styre gården med en 17-årig og en række russiske krigsfanger til hjælp. Krigsfangerne boede på loftet over hestestalden med jerngitter for vinduerne. I krigens slutning forsvandt de over Lillebælt til Danmark, om ikke alle så ved vi, at tre tog den vej hjem. Rodion hed den russer, der passede køerne. Min mor har fortalt, at jeg gik meget i stalden og kunne en del russiske ord. Det lyder mærkeligt, men det skal nok passe. Der var kun 14 køer tilbage, da krigen sluttede. Resten var efterhånden tvangsafleveret. De tyske kommuneforstandere var hårde ved de dansksindede.

Der er for mig ingen tvivl om, at den hårde skole, min 24-årige mor pludselig blev kastet ud i, er hovedårsagen til, at vi ofte senere har syntes, at hun var for hård og selvsikker og bedømte sine medmennesker mindre tolerant, end vi syntes om.

Og så en historie om revolveren, hendes revolver:

En lørdag eftermiddag i et smukt sommervejr kommer jeg hjem og finder min svigersøn i haven i færd med at rense en gammel tromlerevolver ved bordet i haven. Jeg spørger selvfølgelig, hvor han havde den fra. ”Den har jeg fået fra din mor,” svarede han. Hun var på det tidspunkt i 80’erne. Så gik jeg over plænen og spurgte min mor. Det svar, jeg fik, var: ”Det var kun dig og din far, der afleverede jeres dyre bøsser til tyskerne.” (Der havde i øvrigt været afleveringspligt i to omgange.)

Lidt efter kom hun tilbage og var blevet betænkelig og spurgte, om hun skulle aflevere revolveren nu. Så svarede jeg, at politimesteren nok ville more sig kongeligt, når en dame et stykke oppe i 80’erne kom og afleverede en revolver, som hun burde have afleveret for mange år siden. ”Giv Jens revolveren, når han alligevel renser den.” Dette skete. Så spørger jeg: ”Hvordan og hvorfor fik du en revolver?” og svaret illustrerer tiden ’14 – ’18, når man bor ved hovedvejen, der dengang ofte var befærdet med mere eller mindre subsistensløse personer. Det svar, jeg fik, lød: ”Da din far blev indkaldt, gik jeg ind til våbenhandler Brandt i Flensborg og købte revolveren og en kasse patroner. Den havde jeg liggende på natbordet hver nat.” ”Var den ladt?” spurgte jeg. ”Ja, selvfølgelig,” svarede hun. Det vil altså sige: En ung pige fra et beskyttet miljø i Avnbøl blev hurtigt en helt anden.

Min far undgik ikke at begå de ting, der hurtigt viste sig at være meget forkerte i økonomisk henseende. Han byggede en stor lade i 1920 og købte i øvrigt 17 hektar jord. Ved kronens pariføring i 1924 og de meget ændrede konjunkturer viste det sig at være alvorlige fejldispositioner.

Om skolegang:

Under en orlov i 1917 blev han og min mor sammen med to naboer enige om, at den offentlige skole næsten var ophørt med at fungere, og de besluttede at oprette en privatskole De lejede i den anledning en ung 21-årig nyuddannet pige, født i Danzig, og hun kom til at bo på Lundtoftbjerg, og vi holdt skole på Lundtoftbjerg. Hun har i øvrigt senere været privatlærerinde i Bøhmen, Litauen og i Pernambuko i Brasilien. Hun flyttede, knap 40 år gammel, ind i den offentlige skole i Hannover. Jeg har besøgt hende i Hannover. Hun døde i øvrigt under en sporvogn.

’Musterschüler’ kaldte hun mig for min korrekte tyske udtale. Jeg ved ikke, hvordan andre opfatter mig, og jeg ved i hvert fald, at det man får at vide af ros, det skal man kun tage med måske en skovlfuld salt, men det skete en aften ved et arbejdsministermøde i Bryssel, hvor jeg var i kvaler med én ting, og den tyske minister, socialdemokraten Walter Arndt, var i kvaler med noget andet, og så bad jeg ham om at gå med udenfor, og så sagde jeg til ham: ”Når vi er hver for sig, så knokler de andre os ned. Når vi går sammen, så får vi i hvert fald vor vilje.” Og så svarede han tilbage: ”Det er i orden, men så skal du tage den irske minister ud.” Det gjorde jeg så, og var der ikke oprør hos de mange journalister i forvejen, så blev det det. Da vi så kom tilbage i salen, hvor statssekretærerne, på dansk departementschefer, var de eneste, der kunne indtage vor plads, skulle vi altså diktere et forslag til vedtagelse, og så dikterede jeg til den tyske statssekretær, og så spurgte han mig: ”Er du født i Westfalen?” Og så måtte jeg svare: ”Nej, jeg er født i Preussen.” Det er den eneste ros, jeg har fået, som jeg tror på er rigtig.

De to år gik, og vi blev danske, og så fortsatte den private skole nede i Undelev, der var med, med dansk med en frøken Ingerslev, senere gift med en Pastor Krøjgaard på Mors, en provstedatter fra Odense, som underviser. Hun boede hos Moos i Undelev, og skolen var hos Brags. Hun lærte os de danske sange ud over den blå (højskolesangbog), som i øvrigt dengang blev brugt meget hyppigt ved nabokomsammen.

Efter sommerferien, altså et kvart år inde i skoleåret, der dengang begyndte 1. april, sprang jeg ind i Gråsten Kommunale Mellem – og Realskole, fik mellemeksamen og realeksamen i 1925 – 26. Jeg husker kun, at min skrift kun var mådelig, og til gymnastik var jeg elendig, men jeg fik da i øvrigt en god eksamen.

Jeg kommer senere tilbage til, hvor jeg efter mellemskoleeksamen vaklede imellem, hvorvidt jeg skulle være landmand eller noget andet, men jeg valgte altså at blive landmand, kom hjem og fik det såkaldte fjerde spand heste dagen efter realeksamen. Jeg var lang og tynd, og det kneb voldsomt med byrderne, og det er stadig at se på min ryg, selvom den i øvrigt aldrig har gjort mig kvaler ud over, at den fik en bøjning. Jeg var en vinter medhjælper i stalden, og det var altså et hårdere arbejde, end ryggen havde godt af. 18 år gammel flyttede jeg til Marinus Skousen i Ildved, nordvest for Vejle i Hvejsel sogn, et sogn fuld af ungdom og godt samvær, og jeg plejer altid at sige: ”Pigerne har aldrig været kønnere, end de var dengang.”

Så begik jeg en fejltagelse, som jeg har fortrudt mange gange senere. Min far tilbød mig en billet til Canada. Jeg sagde nej og tog på Gråsten Landbrugsskole. Hvor har jeg senere savnet bedre engelskkundskaber, og det er jeg gang på gang kommet tilbage til.

Jeg var 9 måneder på Gråsten Landbrugsskole og i fritiden medhjælper hos lærer Jacobsen i laboratoriet. Kemi var min hobby. Det er næsten, desværre, alt glemt. Så kom der et nyt valg: Skulle jeg på landbohøjskole eller ej? Efter mellemskoleeksamen havde jeg vaklet imellem jura eller forstvæsen. Nu kom der et nyt valg. Min sidekammerat, Marcus Ottsen, en mejeribestyrersøn fra Ladbyskov, blev senere en meget kendt og dygtig kirurg. Jeg valgte altså ikke landbohøjskolen og valgte at fortsætte i praktisk landbrug. Jeg var et halvt år, en sommer, på en gård, der hedder Aaskovgaard i nærheden af Ullerslev på Vestfyn, og flyttede første november for et år til Jørgen Boesen i Askov med nær tilknytning til Askov Højskole og Askov Forsøgsstation. Han var i øvrigt et pragtfuldt menneske, formand for Askov Frimenighed og meget mere.

Så flyttede jeg hjem på gården og fik meget, meget frie hænder. Min far var dengang vældig optaget af de meget dårlige vilkår, som landbruget havde: 700 akkorder i det gamle Åbenrå Amt og senere næsten lige så mange saneringer, lånekasse og jordfordeling. Denne selvstændighed førte i øvrigt til, at det var mig et stadigt irritationsmoment igennem årene, når der var noget i vejen, så blev der altid sagt: ’Det ordner Johan’. Jeg blev for selvstændig; jeg blev for vant til afgørelser, og det passede senere ikke alt for godt i demokratiske forsamlinger. Jeg var i øvrigt en kort overgang medlem af bestyrelsen for Åbenrå Amts hovedkreds for de danske ungdomsforeninger uden at gøre nogen som helst gavn.

Så var jeg i øvrigt på en interessant tur til Tyskland. Jeg var i 14 dage gæst hos Reichsnärstand, sådan hed det tyske landbrugsministerium dengang. Vi var først otte dage på hotel beliggende en 6 – 7 kilometer uden for Goslar i Harzen, og så var vi på en 8-dages rundtur i Nordtyskland og endte i Mecklenborg og begyndelsen af Pommern. Deltagerne var 30 unge danske landmænd og 4 svenske, og de norske var udeblevet. Så deltog jeg under den rundtur i en høsttakkefest på Bückeberg i Westfalen, hvor der var 1,2 millioner deltagere, hvor den tyske landbrugsminister Daré talte, og hvor Goebbels talte. Jeg har altid beundret Goebbels for hans evne til at fange en forsamling. De havde bygget en landsby på den anden side af dalen af træ og pap, og den blev i øvrigt bombet. Så blev jeg senere af journalister spurgt om,  hvad jeg mente om høsttakkefesten  og jeg svarede, at sådan kunne vi i Danmark ikke tænke os at fejre en høsttakkefest. Senere blev Hitler og de andre koryfæer modtaget på slottet i Goslar. Jeg læste avisen dagen efter, og journalisten havde skrevet det modsatte, og det bebrejdede jeg han vældigt.

Så kom der i øvrigt et intermezzo en aften i en landsby i nærheden af Celle i Westfalen, hvor vi var tre, der holdt diskussion en hel nat med en meget intelligent og køn 24-årig pige, der forsøgte at overbevise os om det, hun troede på. Hun var altså leder af det, de dengang kaldte Landesjugend, Wartin, Hannover, men hun kunne ikke overbevise os, selvom hun var både ung og charmerende. Men politisk forrykt var hun. Det jeg husker fra dengang var den afskedshilsen, hun gav os, da hun forlod os. På 20 – 30 meters afstand råbte hun tilbage til os: ”Farvel, I vantro.” Da var klokken fire om morgenen, og vi gik tilbage til lejren og var nødt til at vaske os, og vi kom i hvert fald ikke i seng den nat.

Så kom der en episode om en havnerundfart i Hamborg, hvor det gik helt galt. Jeg skulle oversætte, hvad en ældre mand, der havde vist rundt i Hamborgs havn hele sin levetid, og som tydeligt elskede Hamborgs havn overalt i verden, fortalte, om hvad vi så. Han blev ivrig og talte hurtigt, og jeg kunne godt følge med. Så greb en ung mand i uniform ind, skældte den gamle mand ud og truede ham med partiet, og den ældre mand blev rædselsslagen. Jeg havde lykkeligvis åndsnærværelse nok til at fortælle den unge partifunktionær, at jeg den sidste halve time havde lært mere om nazismen end i de 14 dage, vi i øvrigt havde været deres gæster. Det blev alt oversat til dansk, men der opstod en misstemning, som ikke fortog sig.

Jeg har nogle enkeltheder fra årene ’33 – ’39, hvor de første radioapparater var kommet, og hvor man i Tyskland havde en langbølgesender, Langenberg. Det var den, vi bedst kunne høre. Vi sad og lyttede alene min far og mig en aften i storstuen, og da udsendelsen var forbi, så udbrød min far: ”De fylder minsandten Rhinen igen med lig.” – og det skete jo desværre. Jeg husker endvidere de samtaler, som Amtmand Refslund Poulsen havde med min far, efter at de havde lyttet til Hitlers tale. Han holdt jo dengang også en tale i Flensborg.

Og så har jeg en oplevelse, der måske karakteriserer tiden dengang. En mørk, regnfuld aften var jeg alene hjemme. Det ringer på døren, og jeg går ud og lukker op, og en ikke særlig stor mand siger: ”God aften, Johan. Du kender mig ikke, men mit navn er Nikolaj Frost.” Så vidste jeg, hvem han var. Han var fra Avnbøl og havde været forkarl hos min far, da krigen brød ud, og drog i øvrigt i krig med den tro, at en rask, kort krig ikke var det værste. Han fik nok. Så kom han hjem og giftede sig til en gård, Gyldenholm, i nærheden af Slesvig. Det der var i vejen den aften, det var, at Nikolaj Frost havde været på kro, havde drukket, var kommet i skænderi med de unge nazister. De havde truet ham, og så var han cyklet over grænsen, fordi han var bange for at blive slæbt væk uden rettergang. Jeg puttede ham i gæstekammersengen og skrev en seddel på min fars natbord.

Næste dag var der selvfølgelig krigsråd. Hvad nu? Løsningen på det problem blev, at Amtmand Refslund Thomsen, der dengang var blevet udnævnt som politiassistent for hele Sønderjylland, foranledigede, at Nikolaj Frost blev officielt udleveret til de tyske myndigheder, og han fik formodentlig en bøde.

Så har jeg lidt om striden om, hvor grænsen skulle gå.

Jeg husker, hvordan Erna Guttmann, den tyske lærerinde, blev rædselsslagen, da min mor en aften udbrød: ”Så bliver vi dansk igen.” Min far var tilhænger af H.P. Hanssen, og min mor var Flensborg-tilhænger om en hals. Hun ville til Dannevirke, også med pigtråd. Denne uenighed holdt sig i en hel del år, og den medførte i øvrigt følgende episode:

De var på cykel undervejs gennem Søgård Skov efter at have stemt i Kliplev. Så spørger min mor far, hvem han havde stemt på. Han svarede, at han havde stemt på Nis Nissen af Viby, den radikale. Så blev min mor så rasende, at hun cyklede fra ham op over den stejle Tingbjerg Bakke uden at stå af og kom hjem før ham. Først ved at se på min fars lidt smørrede grin, da han kom hjem, opdagede hun, at det han havde sagt ikke passede. – Men min mor indrømmede aldrig, at hun havde taget fejl. Når grænsedragningen senere, og specielt efter 1940, blev omtalt, så tav hun. Hun sagde intet.

Jeg var – eller vi var i ti år forpagter på en gård på Søgårdsmark. Jeg blev gift den 21.4. 1939 med Marie Asmussen fra Bjerndrupmark. Vi fik fire børn sammen, som i øvrigt alle har det godt. Thomas Jensens gård på Søgårdsmark var på ca. 60 hektar. Han var en af de gamle hjemmetyskere. Der var det interessante ved forpagtningen, at min forgænger var en af kreditanstalten Vogelgesangs tillidsmænd, men vi fik overhovedet ingen besværligheder med de nationale modsætninger. Han var velhavende. Han var gældfri og var i øvrigt meget påholdende. Det lykkedes mig aldrig at få ham til at lægge pengene ud til kalkning af jorden, som jeg så skulle afdrage.

Forpagtningen var ingen særlig klog disposition. Mange af mine jævnaldrende fik købt ejendom, som konjunkturerne gjorde til fordelagtige køb. Jeg havde opsparet ca. 5.000 kr., og min far var ikke indstillet på at hjælpe mig synderligt. Jeg fik en hest og ca. 2.000 kr., og så fik jeg i øvrigt 4000 kr. i lån ved lånekassen. Holger Fink, der var formand for udvalget, kom senere med en bemærkning om, at en forpagter jo ingen sikkerhed kunne stille. Det gjorde mig så rasende, at jeg betalte pengene tilbage til deres overraskelse, selvom det var billige penge.

Så kan jeg ikke undgå at omtale bombenatten den 19. august 1942.

Marie var indlagt på folkekuranstalten i Hald. Hun havde allerede dengang begyndt at få rygbesværligheder. Jeg var til fødselsdag hos min nabo, Jørgen Jensen, Bremsmaj, og det var der også andre, der var. Pludselig kom der flyvere fra nord, og alle gæsterne skyndte sig hjem. Jeg lod mig overtale til at gå over til en syg hest i hestestalden. Da vi kom tilbage til stuehuset, kom der en regn af brandbomber. Jeg havde altid drillet Jørgen Jensen med, at han havde skovl og sand parat ved døren, for jeg syntes, det var unødvendigt, men en brandbombe gik igennem og blev liggende i kælderhalsen, og den slukkede han øjeblikkeligt med sand. Jeg for så ud på gårdspladsen, så, at alle hans tage var tætte og hele, men så også, at det lyste hele vejen hjem. Der er vel en 5-600 meter mellem gårdene.

Jeg tog cyklen og for af sted, men kom kun halvvejs. Så kom der en ny maskine og en susen. Jeg smed mig i skyndingen i den forkerte grøft. Jeg skulle selvfølgelig have været nærmest bomberne, hvor diget ydede mere beskyttelse. Jeg følte i grunden ingen skræk, men blev tildænget med jord. Da det var forbi, så følte jeg på lemmerne; de var alle hele, og så af sted igen. Maskinen forsvandt vestpå, da han havde læsset bomberne af. Gårdens bygninger så forfærdelige ud. En pige havde fået lettere sår af glassplinter, men strømmen var desværre ikke blevet afbrudt. Det gnistrede mange steder. Jeg måtte hente en stige og kravle op og fjerne mast-sikringerne med fingrene. Da jeg senere som medlem af elektricitetsrådet fortalte det, svarede de, at det var strengt ulovligt. Dertil måtte jeg svare, at det vidste jeg da godt også dengang. Så spurgte de, om jeg var bange. Det måtte jeg sige ja til. ’Op og en kvart omdrejning’ vidste jeg var fremgangsmåden for at fjerne sikringer, tre i alt. Jeg gør det aldrig mere med fingrene.

Min kone kom hjem fra Hald, og ejeren måtte rømme aftægtshuset. Hans husbestyrerinde blev tilbage, desværre. Forpagtningskontrakten havde desværre en bestemmelse om, at forpagteren skulle rydde op efter brand og deslige, stod der. Det ord ’deslige’ kom jeg til at hænge på, men min fars fire karle hjalp godt til ved oprydningen.

Og så har jeg et afsnit, der hedder krigsforsikringen for løsøre. Den havde desværre to bestemmelser, der var ugunstige for mig. For det første en selvrisiko, der først blev fjernet, da bomberne faldt i København. For det andet var kun effekter, der normalt var brandforsikret, omfattet af loven om krigsforsikring af løsøre. Der var faldet en minebombe i en kartoffelmark syd for stuehuset og havde ødelagt cirka en hektar. Da jeg fremførte det, da en vurderingsmand kom, svarede han korrekt, men brutalt, at han ikke var kommet for at diskutere loven. Det endte dog med, at jeg fik ham til at vurdere skaden i kartoflerne og lade tallet stå i hans papirer og lade myndighederne om resten.

Jeg spurgte Handelsbanken i Gråsten, om jeg kunne låne nogle penge. Svaret blev: ”Du bestemmer selv størrelsen, men vi skal have dem igen med renter.” – og det fik de.

Trods bomber blev de ti år på Søgårdsmark gode og i mange henseender de bedste i min tid. Det var let at få folk. Jeg havde ingen hverv uden for gården. Vi fik børn. En væsentlig årsag til, at det gik økonomisk godt, var den tilfældighed, at ejendommen i 1939 var i dårlig drift, og jeg derfor startede med store kunstgødningsmængder. Dette medførte, at jeg under hele krigen, hvor gødning var rationeret i henhold til tidligere forbrug, havde gode mængder til rådighed og derfor fik gode afgrøder. Jeg kunne sælge korn til høje priser ud over det afleveringspligtigede kvantum.

Om landbruget på Lundtoftbjeg fra den 1. marts 1949:

Afvandingen af jorden med de mange lavninger stammede for størstedelens vedkommende fra Hansens tid. Min far havde gennemført enkelte nydræninger, og jeg startede allerede i efteråret 1948 to store projekter, der i de følgende 4 – 5 år blev suppleret med flere. Der var dengang 50 % tilskud til rør og arbejdsløn, dvs. ca. 44 % af samtlige udgifter. Finansieringen blev delt: noget kontant, noget 4½ % statslån og et lån i Kliplev Sparekasse til 4 ¼ % fast over 13 år. Dette lån blev oprindeligt af Direktør Hans Hattesen tilbudt under almindelige vilkår, dvs. variabel rente, og dette havde ikke min interesse. Så bad Hattesen om at måtte tale med sin bestyrelse, og bestyrelsen godkendte den faste rente over de 13 år. Hattesen har senere smilende sagt til mig, at det var den ringeste disposition, han i sin tid havde foretaget som sparekassebestyrer. Jeg var bidt af dette arbejde, fulgte det hver formiddag, magtede det tekniske, og det har i øvrigt til dato fungeret perfekt.

Planteavl gik godt på gården, svinefedning også. Et forsøg på at producere gylte endte i fiasko. Jeg holdt et år, eller måske to, for længe ved med kartofler, men kvægbesætningen, eller snarere køerne, var det svageste. Jeg var en af de få, der fik mund- og klovsyge af den frygtede C-type. Mange køer døde, andre blev slået ned og sendt til destruktion. Efter et år var der kun meget få tilbage af de oprindelige 40 køer. Dette tab var meget større end bomberne på Søgårdsmark. Et behjertet forsøg på at skifte race senere mislykkedes for mig. Manglende evner og efterhånden for lidt tid hjemme er en passende overskrift over min tid som kvægbruger.

Holbøl Andelsmejeri

Jeg havde i nogle år fungeret som ordstyrer ved generalforsamlingerne og formodentlig været pinligt korrekt. Pludselig fik jeg et år en modkandidat. Han blev valgt, og jeg fik kun ganske få stemmer. Så vidste jeg det, var min reaktion. Året efter blev jeg lige så overraskende med næsten alle stemmer valgt til formand. Årsagen var temmelig sikkert, at man ikke havde tillid til, at det lige aflagte regnskab gav et rigtigt billede af mejeriets situation. Der var indkøbt og delvist leveret mange ting, som der ikke blev oplyst ordentligt om. Lageret af ost var i øvrigt alt for stort. Mejeriet var dengang medlem af Dofo i Haderslev, og der lå betydelige mængder gruyere ost, der var pustet, som man siger, det vil altså sige gæret, og de kunne ikke få eksporttilladelse fra fjerde kontroldistrikt i Vejle. Det endte i øvrigt med en forhandling med fjerde kontroldistrikt, hvor vi fik eksporttilladelse mod, at vi købte et såkaldt kobberforhudet, rundt specialkar til ca. 7.000 kr., der skulle være vældig velegnet til produktion af gruyereost.

Da jeg cyklede hjem fra denne aftale med chefen for fjerde kontroldistrikt, lovede jeg mig selv, at der aldrig skulle komme 1 kg gruyere ost i det kar. Jeg har holdt ord. For i mellemtiden havde jeg gransket megen litteratur, blandt andet fra Schweiz, hvor de producerede lignende ostetyper. Der var der forbud mod at fodre køerne med roer, hvis mælken skulle anvendes til en ostetype med så lang lagringstid. Jeg fik også lært, at de krævede 4 % fedt (40 i hans noter) i tørstoffet er én ting, men at vandindholdet i osten er en anden ting, og at vandindholdet økonomisk tæller meget mere end procent fedt i tørstof. Så vi gik over til at producere havarti, der kunne sælges 8 uger gammel i stedet for de 6 – 8 måneders lagringstid for gruyere. Det var en grosserer i Hamborg, der lærte mig, at folks valg af ostetype bestemmes af deres børn, og de vil have bløde og dermed vandholdige oste. I øvrigt havde vi nogle kunder til gammel ost og beholdt altså lidt. Efter krav fra mejeriets næstformand skulle jeg ved næste generalforsamling redegøre for økonomien i denne afdeling. Denne undersøgelse og påfølgende redegørelse overlevede afdelingen ikke. Vi tabte på disse oste.

Så nogle ord om smørstormen ved grænsen

Kruså Mejeri havde i et stykke tid solgt store mængder af deres eget smør og meget mere til til detailforretninger ved grænsen. Det kunne vi ikke blive ved med at se på. Vi købte en pakkemaskine og startede, og det tog hurtigt et meget stort omfang. Jeg var hele tiden klar over, at det var en forretning, der hvilede på tyske indførselsbestemmelser, der kunne ændres med kort varsel. Endvidere vidste vi meget lidt om den økonomiske bonitet hos indehaverne af de mange nye forretninger. Det endte da også i lidt af et drama. Vi havde ikke så få penge til gode hos en forretning i Kollund. Det kom til tvangsauktion på dommerkontoret i Gråsten over noget så mærkeligt som forpagtningsrettighederne til en i øvrigt velbeliggende forretning. En anden liebhaver var mødt, og han og undertegnede vi bød skiftevis. Så bad jeg om at få auktionen udsat i ti minutter, og det fik vi. Landsretssagfører Poul Kristiansen var vor rådgiver. Min reaktion var den, at nu var vi kommet så højt op, at mejeriet næsten havde dækning for sit tilgodehavende. Så gik vi tilbage til salen, og så sagde jeg kort: ”Kontrakten er jeres.” ”Så er der vel ikke mere at foretage i denne sag,” sagde dommeren, hvortil jeg afbrød: ”Jo, der blev læst op ved starten, at kontant betaling blev fastslået ved auktionens begyndelse.” Så måtte modparten til at skrive en check. Det skete ikke smilende. Bagefter spurgte en Åbenrå-sagfører, om jeg havde bemyndigelse til dette, og at han var forundret over, at en formand for et andelsforetagende kunne tillade sig det. Jeg svarede, at det var et anliggende for Holbøl Andelsmejeris bestyrelse, og i sidste instans for andelshaverne, og at det i øvrigt var ham ganske uvedkommende.

Nogle ord om fusionforhandlingerne:

Begyndelsen til det, der senere blev til ”Mejeriet Danmark”, skete i det, der dengang hed Gråsten-gruppen, med Friis som primus motor. Jeg kunne ikke lide, at de vurderede de anlæg, der skulle nedlægges, som værende i drift med det resultat, at personer, der for længst havde solgt køerne, fik betydelige beløb udbetalt, som de kommende mælkeproducenter skulle skaffe. Vi henvendte os til Bov Sogns mejeri. Vi var vel ikke velset på grund af smørhandelen, men efter nogle forhandlinger gik det i orden. Jeg ville ikke med i ledelsen af det nye mejeri. Dette overraskede mange, men to – tre ting ad gangen kan man passe ordentligt. Resten skal man lade være.

Fusionen blev i Holbøl vedtaget med alle stemmer imod seks. Det sidste voldte mærkeligt nok mange vanskeligheder. Først ville de seks have voldgift om påståede forkerte ting ved generalforsamlingerne. Da de ingen voldgiftsmand kunne finde, ville de have retssag. Jeg kunne godt have afvist dette totalt, men vi holdt en ny generalforsamling, så de kunne få deres vilje. Så blev sagen anlagt i Gråsten, men den blev aldrig ført videre. Det var Fru Valborg Sørensen i Tørsbøl, der var initiativtager til utilfredsheden, og da hun ikke mere kunne få optaget læserbreve i aviserne imod mig, indrykkede hun en annonce i Gråsten og Omegns Folkeblad, men situationen var: De var seks og de forblev seks [af ca. 150 i noterne], og sådan blev det. Sådan gik de ti år som formand for Holbøl Mejeri fra 53 til 63.

Jeg havde selvfølgelig været medlem af Landboforeningen fra starten af i Søgårdsmark fra ’39. Jeg var en tid lang formand for planteavlsudvalget i samme forening. Min interesse stammede både generelt og også fra min tid på Askov, specielt med Askov Forsøgsstations meget højt ansete og inspirerende leder, Karsten Iversen. I disse tider, hvor man diskuterer nedsivning, så kan jeg da oplyse, at de første nedsivningsforsøg i Danmark blev foretaget på Askov Lundgård i 1934. Så husker jeg et planteavlsmøde i Århus, hvor en konsulent gik på talerstolen og spurgte Karsen Iversen ad, hvorfor forsøgene i år havde fået et andet udfald end tidligere, og så svarede han ganske kort: ”Sådan gik det det år under de vejrforhold.” Punktum.

I øvrigt havde vi en aften på Askov Forsøgsstation en debat om det, der dengang var moderne, det såkaldt biologisk – dynamiske landbrug, der jo i øvrigt tangerer det, man drøfter herhjemme i øjeblikket. Fink kom hjem fra Tyskland og var meget optaget af de ideer. Han blev i øvrigt senere forstander på Vallekilde. Jeg husker diskussionen efter, at forsøgene var gjort op, og man ingen forskel kunne finde, og man kunne ikke analysere sig til nogen forskel heller i indholdet, og hvor Karsten Iversen afsluttede den debat med at sige: ”Hvor troen begynder, der holder diskussionen op. Må vi få kaffe, kone”.

Jeg blev senere bestyrelsesmedlem og kasserer, og det gav i øvrigt anledning til en kontrovers i anledning af det 100-års jubilæum, som Landboforeningen for Flensborg og Omegn, som den oprindelig hed, holdt inde i Flensborg. Den blev delt i to landboforeninger ved Genforeningen. Vi havde besluttet at udgive et jubilæumsskrift, og min opfattelse som kasserer var selvfølgelig, at vi skal have pengene først, og så skriftet så. Det var man altså ikke enige om, men jeg fik altså min vilje. Når jeg holdt så hårdt på det, var årsagen selvfølgelig den, at det var mig, der var kasserer, og jeg ville ikke komme i den situation, hvor først pengene var givet ud, og så gå tiggergang rundt til en række institutioner for at få pengene dækket. Derfor blev ordningen: et års ekstra kontingent, og så blev det i øvrigt vedtaget, at dem syd for grænsen ikke skulle betale noget. Under rundgangen for at få penge til jubilæumsskriftet gik det forfærdelig godt på dansk side. Derimod gik det ikke nær så godt inde i Flensborg. Der var en tysksindet kornhandler, der handlede med de danske syd for grænsen, der var den eneste bidragyder syd for grænsen af betydning. Så blev der holdt jubilæumsfest i Flensborg, og min kone og jeg fik en meget afsides placering, og hun sagde: ”Hvad er dog det?” – og så svarede jeg tilbage: ”Ti stille. Sig ingenting”. for jeg syntes ikke, at der var nogen grund til at gøre mere ud af den ting. I øvrigt tillod de sig at aflægge regnskab for jubilæumsskrift og jubilæumsfest uden at underrette mig, mens jeg var i folketinget. Det var en ting for sig. Jeg har stadig haft megen fornøjelse af Vis Herreds Landboforening, men det vi var uenige om, var ikke, at vi skulle have et jubilæumsskrift og en jubilæumsfest. Det vi var uenige om var, at jeg ville have pengene først, og de andre ville skaffe dem senere.

Så har jeg jo haft en lang periode i danske elværker, helt fra 1948 til ’73, først som bestyrelsesmedlem i Sønderborg og Aabenraa Amters Elektricitetsforsyning. Det er det, der nu hedder Elektricitetsforsyning Sønderjylland Syd, hvor det vi drøftede de første år, simpelthen var problemet: ’Hvordan får vi de sidste med, dem der ligger længst ude, og hvad vil det koste?’ Vi fik dem alle med. Efter meget besvær fik jeg et flertal. Så fik jeg dem med ud langs grænsen. Vi fik Barsø med, og vi fik også Okseøerne med. Jeg kan huske, jeg blev spurgt dengang: ’Koster det 10 millioner?’ Og så svarede jeg ja. Det endelige tal har jeg aldrig fået at vide, men det skal nok omtrent slå til. Men det endte altså med en regel om, at ingen skal betale mere end 2 ½ gange sædvanlig tilslutningsafgift, uanset hvor afsides beliggende de er. Men det stigende elforbrug medførte jo, at de mange penge ikke blev en egentlig byrde.

Jeg kom i højspændingsværkets bestyrelse i 1950, 39 år gammel. Jeg kan huske, at Jørgen Gram, der var formand dengang, modtog mig med ordene: ”Dem under 40, de skal tie stille”. Det tror jeg nu ikke, jeg overholdt. Jeg blev næstformand i ’56, og ved senere gennemlæsning har det forundret mig, at vi stadig så længe efter krigens afslutning i ’45 havde betydelige brændselsvanskeligheder, hvor vi dengang fyrede med brunkål ved de åbne kedler inde på højspændingsværket. I øvrigt var samarbejdet med Jørgen Gram ganske fortræffeligt. Det er en af de største personligheder, jeg nogensinde har truffet. Starten i forhandlingerne om Elsam var jo så småt i gang, og hvor det altså endte med, at de jysk-fynske værker sluttede sig sammen, og fra 1962 efter Jørgen Grams død blev jeg formand for højspændingsværket og dermed automatisk medlem af Elsams bestyrelse.

Der fulgte de meget interessante forhandlinger om Kontiskan- forbindelsen, den der går fra Nordjylland over Læsø til Sverige. Udgangspunktet var det, at Nordwestdeutsche Kraftwerke, den store sammenslutning syd for os, manglede 250 megawatt effekt, og den kunne de ikke få med kort varsel ad anden vej end udefra. Der var to bejlere til den løsning: Den ene var, at sjællænderne gerne ville have en ledning over Lolland-Falster og Sjælland, men vi ville for alt i verden have den over Jylland, fordi vi ville undgå, at den jyske halvø blev en såkaldt elektrisk blindtarm. Samarbejdet med andre betyder, at man til enhver tid har rådighed over hjælp ved havarier, og at man ikke skal køre helt alene med en overskydende effekt. Villy Sørensen, der var formand for Elsam dengang, da jeg var næstformand, vi begik en meget alvorlig fejl, da vi ikke tog til Læsø og diskuterede med Læsøs beboere, men lod sommerhusbeboere udefra køre debatten. Da vi så senere fik fat i Læsø-folkene, så viste det sig, at der var mange ting, vi kunne have ordnet, hvis vi dengang havde taget os tid til at tage til Læsø og snakke med sognerådsformanden. I øvrigt endte det i en meget interessant diskussion hos den daværende indenrigsminister, Hans Hækkerup, som jeg skal forbigå ved den her lejlighed.

Så fik vi senere en forbindelse til Norge. Forhistorien var todelt: Villy Sørensen fra Vejle havde på et meget tidligere tidspunkt anmodet nordmændene om at undersøge mulighederne for en forbindelse. Det svar, vi fik fra nordmændene dengang, det var: ’Jamen, så får I jo nogle gødningsfabrikker og nogle kemiske værker, som I ikke kan få uden os’. Jeg var dansk delegeret ved norsk elværksforenings årsmøde, og Villy Sørensen havde hvisket mig i øret: ’Hvis du kan holde en tale, så skal du gøre det’. Og så anmodede de finske og svenske delegerede mig om at tale på gæsternes vegne, og så holdt jeg en todelt tale: Den første del venlig og taknemmelig osv., og den anden del en el-politisk tale, og jeg husker, jeg sagde til dem: ”Hvornår når Norge egentlig ud af konfirmationsalderen?” Så kom den daværende professor ved Norges tekniske højskole hen til mig og sagde: ”De er da forhåbentlig klar over, at de har holdt en uforskammet tale?” Jeg sagde: ”Ja, det ved jeg godt.” Og så svarede han tilbage: ”Det var godt, De holdt den.”

Så da det kom i orden med Norgesforbindelsen, så underskrev vi aftalen i de norske skibsrederes vidunderlige lokale midt inde i Oslo, og jeg spurgte: ”Må vi så ikke få at vide, hvad der blev sagt i det lukkede møde i det norske storting, dengang I afviste os i første omgang?” Det fik vi altså ikke lov til. Det var i henhold til norsk lov lukket i så og så mange år, hvor mange husker jeg ikke, men trods det, at der var gået så mange år; og jeg vidste i øvrigt ikke, at det norske parlament havde ret til at holde lukkede møder, hvor der ikke blev refereret fra.

I øvrigt var jeg i den periode også medlem af oplandscentralers bestyrelse, og dermed også af danske elværkers forenings bestyrelse, i en tid, hvor der var slagsmål imellem andelsselskaberne og kommunerne, ikke så meget om, at der var to forskellige strukturer, men simpelthen om den økonomiske linje. Jeg husker en lejlighed, hvor man ved et møde i Aarhus, hvor et af Aarhus bys byrådsmedlemmer stod op på talerstolen og sagde: ”Det er vel ikke meningen, at den bondemand nede fra Sønderjylland skal bestemme, hvad vi skal tage for strømmen her i Aarhus?” Så gik jeg på talerstolen og svarede: ”Nej, det skal han ikke, men han kan i hvert fald bestemme, om I kan låne nogle af vore penge eller ej.”  Og det fik jeg i øvrigt skældud for fra nogle sider og tak fra mange andre sider, specielt fra direktøren for Aarhus, der aldrig havde kunnet komme igennem med sine ønsker.

Så har jeg tilbage at nævne et besøg, vi engang foretog i Frankrig, hvor vi var ude i Bretagne og så det eneste af de store tidevandskraftværker, hvor tidevandsforskellen er en 8 til 12 meter både ud og ind. Så spurgte jeg direktøren, der viste os rundt: ”Hvad har dette kostet?” Og så svarede han tilbage: ”Det må jeg ikke sige for ministeren,” og så spurgte jeg én gang til: ”Vil det sige, at I måske vil bygge et mere?” Og så svarede han tilbage: ”Aldrig mere.” – Og det betyder, at det altså har været vældig dyrt. Når man herhjemme i debatten undertiden diskuterer bølgeenergi, så tænker jeg stadig tilbage på tidevandskraftværket i Bretagne, for der kunne der i hvert fald bygges mange.

Så kommer debatten om EV III (3): Den blok i Aabenraa, der nu har kørt i en årrække særdeles tilfredsstillende: 600 megawatt, godt og vel, bygget og ejet sammen med Nordwestdeutsche KraftWerke . Det, der var forelagt i planerne, var en 12-13 % besparelser i anlægsomkomstninger og et nogenlunde lige antal i drift, og disse tal har egentlig i mange år holdt stik. Der findes båndudskrift ude i Radio Syd i Aabenraa fra det møde i Brundlundskolen, hvor der var så mange mennesker, hvor man diskuterede EV 3, hvor jeg skulle forelægge det, og jeg har … måske kun én gang mere talt direkte efter manuskript, og jeg har læst det igennem senere et par gange, og der findes ikke en eneste fejl i det. De fejl, jeg begik, var i svar på de spørgsmål, jeg fik, hvor jeg svarede som så: ”Jamen, det er godt med jer, der har bolig i Aabenraa og sommerhus på Løjt Land og alle mulige elektriske dikkedarer begge steder. Jeg skal også sørge for, at jeres børn kan få strøm.” Så fyldte de aviserne med svar bagefter, hvor der stod, at jeg havde opført mig arrogant, og det skal såmænd nok passe. Det førte i øvrigt til, at jeg ved valget i ’73 mistede 800 stemmer i Aabenraa by og dermed mistede mit folketingsmandat. Så skal jeg afslutte det med at sige, at de havde inviteret mig til indvielsen, og jeg oplevede, at dem, der tav dengang, og modstanderne roste værket og hinanden forud i et omfang, som man …? . Jeg sad i mit fine mørke tøj foran, og der blev sagt til sidst, at hvis en enkelt ville få ordet, så kunne han godt få det. Jeg var lige ved at rejse mig, men så besluttede jeg alligevel at sætte mig ned og tav, men man undrer sig over folk, der er vitterligt havde glemt, hvad de sagde 5 – 6 år i forvejen.

Men forud for EV III var gået en voldsom strid i Elsam, hvor man jo havde bygget en række værker, der var oliefyret, og hvor vi altså planlagde EV III med både olie og kul; i øvrigt i god overensstemmelse med tyskerne. Jeg glemmer aldrig, at Skærbækværkets direktør dengang, direktør Sandorff, spurgte mig: ”Hvor tør du vove at byde den sønderjyske befolkning at skulle betale 50 millioner kroner ekstra for at kunne bruge begge brændselsdele?” Jeg fik god støtte af bankdirektør J. J. Paulsen i Tønder, der i øvrigt efter min mening efter Jørgen Grams død var landsdelens absolutte førstemand. Jeg sagde: ”Ingen af os kan se 25 – 30 år frem i tiden. Vi kender ikke vilkårene. Vi ved kun, at de ændrer sig.” Nu har alle de andre værker, der byggede til olie, jo bygget om til det femdobbelte beløb af de 50 millioner.

Så skal der et par ord med om den udvikling, der er gået med hensyn til rensning af slagge og røg. Det startede jo med, at vi lod slaggen gå ned i vandbad i det gamle Aabenraa værk, og EV III byggede vi med et cyklonfyr. Det vil altså sige, at man havde så høje temperaturer, at slaggen smeltede, og så endte det jo med elektrofiltrene, som er blevet det endelige, og som er blevet en absolut succes overalt i den vestlige verden.

Et par ord om Mandø og Ribe: Jeg havde fået højspændingsværkets accept af at hjælpe Mandø med nogle penge under forudsætning af, at Sønderjyllands Vestkyst, det der hedder EASV, og Ribe kommune også ville betale nogle penge. Der var desværre sket det, at Ribe kommunalbestyrelse kort tid i forvejen havde nægtet at betale et beløb til Mandø; og ved et møde i Ribe måtte jeg altså fortælle dem, at de var nødt til at holde et nyt kommunalbestyrelsesmøde og lave den beslutning om igen. Det gjorde de så, men behageligt – det var det ikke!

Efter min ministertid ville jeg egentlig gerne have været tilbage til elværket, men en af mine alsiske venner sagde rent ud til mig: ”Nej, nu har vi haft oplyst enevælde længe nok!” – og det skal såmænd nok være nogenlunde rigtigt.

Jeg var medlem af elektricitetsrådet, valgt af landbruget; i øvrigt senere smidt ud af landbruget. Det var dengang, der var en lang række transformerstationer, der altså ikke alene i sig selv var selvstændige, men også var selvstændige i samarbejdet med andre. De havde altså grænsetvister, bla Risinge elværk og Ærø. Så havde vi i øvrigt en drøftelse derovre, der gik på, at der var en betydelig grad af beskyttelse af dansk industri …. Båndproblemer

Fra Noter: Tilbud om at overtage Tofts plads. Sagde nej – forkert

Graasten Andelsslagteri

Forvirret valg til bestyrelsen –deltagergruppen fra ? – forslag – formand på talerstolen med anbefaling – resultat valgt ved lodtrækning – taget til Stubbæk

…. Jeg kom til at erkende, at mine engelskkundskaber var for ringe. Det blev ved at følge mig. Jeg blev formand i ’58. Den tidligere formand var meget dygtig, specielt i økonomisk henseende, men han kunne ikke tåle kritik, og da han engang fik uberettiget kritik, så gik han.

Gråsten var godt kørende økonomisk, og det fastholdt vi. I øvrigt skifter vilkårene inden for slagteriproduktionen meget hurtigt, fordi afsætningsforholdene skifter så voldsomt. Gråsten havde på daværende tidspunkt en betydelig skinkeproduktion til den amerikanske vestkyst, som forløb godt. Så havde vi en produktion af 1-punds dåser til England, som vi i realiteten tabte penge på, og som den daværende direktør Bossen egentlig ville have været af med, men jeg syntes, at vi skulle holde ved, for det er altid kedeligt at være afhængig af én ting. Så skete der det mærkelige, at salget af 1-punds dåserne i England pludselig eksploderede. Vi måtte købe en maskine, der kunne producere ad to kanaler, og vi måtte køre i to-holds drift, og da jeg kom til London engang og spurgte: ”Hvad har I gjort?” så svarede de ’intet’. ”Ja, hvad er der sket?” ’Ja, der er sket det, at vi ved en tilfældighed kom til at udlevere nogle af de dåser til de i England så populære bingo-spil’, og de var vældig velegnede, fordi det var helkonserves, og de var lette at håndtere, og således startede altså salget af 1-punds dåser til England. Hvorvidt det stadig er sådan, det ved jeg ikke.

Så havde vi i fællesskabet en vældig diskussion angående: Skal vi have Slagteriet Danmark eller ikke. Jeg var en af dem, der holdt på, at Slagteriet Danmark ikke var en god løsning. Jeg husker endnu, at jeg sagde, at der vil ske det, når vi får Slagteriet Danmark, at så vil alle vore direktører holde sig til fælleskontoret på Axelborg, og i øvrigt vil de tilbringe de obligatoriske tre-ugers ferie fjernt fra deres slagteri på Mallorca og lignende steder. Men den debat fortsatte længe. Jeg fik tilbud om at blive medlem af slagteriernes fællesbestyrelse, men dengang da havde de også en anden debat gående imellem LS eller ej, og jeg tillod mig – i øvrigt i overensstemmelse med Kolding og mange andre – at forsøge at få den debat ud af verden, og det endte med, at jeg – på Gråstens og andres vegne – foreslog en LS-mand til bestyrelsen, og han blev valgt, og vi fik fred indenbords. Han gjorde i øvrigt senere et særdeles fortræffeligt arbejde.

Så var jeg i øvrigt i en periode, hvor længe husker jeg ikke, medlem af salgsforeningens bestyrelse, men det, der måske var mest interessant, det var at sige lidt mere om, hvad der skete på den sønderjyske front. En engelsk koncern havde dengang en 7 – 8 – 9 slagterier i Danmark, og der blev engang meddelt på et møde af formanden Dons Christensen, at de ville sælge, og så konfererede jeg med mine egne delegerede og gik på talerstolen og sagde: ’Hvis det er så vidt, så er Gråsten køber til Bylderup-Bov Slagteri’, der dengang havde ca. 28.000 svineslagtninger. Så skete der ikke noget, men så pludselig en skønne aften, så ringede Dons Christensen, og så siger han: ’Nu er det så vidt’; og så tingede vi frem og tilbage om prisen. Jeg husker endnu, at vi endte på 1,3 millioner. Jeg var godt klar over, at det ikke var det endelige tal, når vi var færdige. Nu er der investeret i Bylderup over 20 millioner. Så fjernede vi svinene fra Bylderup-Bov. Det var ikke meningen/i den mening?, og vi gjorde et forsøg på at samle kreaturerne i Sønderjylland under én hat. Jeg var formand for det udvalg, og Direktør Bossen var sekretær. Jeg skylder dem stadigvæk endnu at skrive en beretning om det forsøg, der mislykkedes.

Så fulgte fusionsforhandlingerne, og én af ideerne var, at Kolding, Esbjerg, Rødding, Vojens, Tønder, Aabenraa, Gråsten, Sønderborg og Ansager skulle alle under én hat. Det var altså den helt store fusion. Jeg spurgte: ”Hvem skal styre det?” og så fik jeg det svar tilbage: ”Det skal du.” – og så svarede jeg tilbage: ”Jeg kan ikke, og det er der formodentlig ingen, der kan.” Så var resultatet tre fusioner: én i region syd med Gråsten, Aabenraa og Sønderborg, og vi havde i mellemtiden købt Bylderup. Den anden Vojens-Kolding, og den tredje Esbjerg, Tønder, Rødding og Ansanger, og de eksisterer stadigvæk i den anledning. Anledningen var blandt andet Aabenraas vanskeligheder. Aabenraa havde en uheldig sammenblanding: Et aktieselskab Bullax ejede en del af bygningerne midt inde i slagteriet, og de havde en meget ugunstig aftale med DLK, hvor man altså på markederne solgte til hvem som helst først, og så skulle slagteriet tage resten. Somme tider fik de mange, og somme tider fik de næsten ingenting, og det vil altså sige, at økonomien ved slagtningen var meget dårlig. Det voldte det i øvrigt nogen kvaler at komme ud af. Jeg blev lidet venligt modtaget, da jeg den første tirsdag mødte op på markedet og sagde: ”Nu tager slagteriet først, og så kan I købe resten.” Så sagde de: ”Jamen, så nægter vi at købe”. Jeg sagde så: ”Vel, så slagter vi det hele.” – men den køberstrejke holdt kun to – tre uger. Men det endte altså med, at kreaturerne hernede i slagteriregion syd blev samlet i Bylderup, og efter at alsingerne naturligt kunne se, at det var den rigtige løsning, men at de af mange grunde naturligt måtte være tøvende. Jeg er stadig alsingerne taknemmelige for, at de var så storsindede at gå med.

Så kom problemet: Skal vi slagte svin alle steder, eller hvor skal det fremtidige og mere moderne slagteri ligge? Så var der først nogle forhandlinger med Sønderborg, der stillede et krav om pris for jord, som vi vel nok kunne være blevet enige om, men så et krav om pris for vand, som vi slet ikke kunne leve med. Så blev resultatet Blans, alene, uden naboer og med egen spildevandsledning. Jeg er stadig de embedsmænd i København taknemmelig for, at de var så fremsynede, at de gik ind på vore ideer, der senere Europa over … man har erkendt, at en levnedsmiddelfabrik ikke skal genere andre og heller ikke generes af andre. Så skal jeg som et kuriosum nævne, at inden jeg måtte forlade slagteriet, diskuterede vi finansieringen af byggeríet i Blans. Vi skrev i den anledning en ansøgning til Bryssel om at lån, og da jeg havde skrevet den ansøgning under, sagde jeg til direktøren. ”Nu er vi i hvert fald sikker på én ting, at vi er af med frimærket.” Men der kom 25 millioner kroner til lav rente. De femten år som formand for Gråsten Slagteri fik jo en brat afslutning i december 73. Jeg skylder måske til sidst at føje til – lidt ondskabsfuldt- at svenskerne er de mest kedelige samarbejdspartnere, som jeg husker fra de femten år.

Politik

Jeg var i fire år medlem af Kliplev Sogneråd, dygtigt ledet af Børge Diemer. Ikke mere om det. Så kommer det politiske. Det begyndte jo som en pligtøvelse, en art borgerpligt. Ved valget i 1957 var jeg blevet Aabenraa-kredsens kandidat. Jeg havde 13 foreninger og dermed også 13 valgmøder; en lille kreds venstremæssigt set. En række personer havde været kandidat: lærer Andersen, Røllum, Konsulent Petersen, Peter Christian Hansen, osv, og det blev altså betragtet som en borgerpligt, fordi man vidste, at det var vældig svært at få kandidater i de små kredse. Når jeg siger ’tilfældigheder’, så er det ikke helt korrekt, men tilfældigt sammentræf af forskellige begivenheder tager ofte de helt mærkelige resultater. Jeg var altså kandidat i ’57, da vi holdt valg. Aabenraa-kredsen fik et helt pænt valg, og jeg fik 1180 personlige stemmer. Det var jeg vældig glad ved dengang. Heick huggede ikke så få stemmer fra mig, og jeg fik nogle i sønderkredsen, og Heick og Einer Hansen var valgt, og jeg var såkaldt anden stedfortræder. Det skulle normalt være ganske ufarligt. Så skete:  Heick blev direktør i Hedeselskabet og måtte nedlægge, første suppleant landinspektør Mosbech i Tønder blev syg og måtte efter krav fra Erik Eriksen omsider melde afbud, og så sad jeg otte måneder i Folketinget i ’59. Ved valget i 1960 var det Simon From og Einar Hansen, der blev valgt. Jeg havde fået lidt flere stemmer og var blevet første stedfortræder, og så blev Einar Hansen syg, og så sad jeg igen i otte måneder i Folketinget i 1961. Jeg skylder her at føje til, at det er den mest elendige stilling, man kan få: ud og ind af folketinget, fordi man kan hverken passe det ene eller det andet ordentligt, og det kostede mig i hvert fald ikke så få penge.

I valget i ’64 blev jeg ordinært valgt. Det var altså egentligt ikke min hensigt at gå ind i politik. Jeg ville være blevet ved mit landbrug, og mit slagteri og mit højspændingsværk, men det viste sig, at jeg godt kunne lide det. Det førte i øvrigt til to ting: Allerede i ’60 da Simon From var blevet opstillet i Løgumkloster-kredsen – forud for det var jeg inviteret til at tale ved et møde i Løgumkloster-kredsen uden at de havde orienteret mig nærmere. Jeg var ikke særlig godt tilpas, og min kone sagde: ”Du skal blive hjemme,” men jeg syntes, jeg var forpligtet til at komme derud. Da jeg så kom derud, da sad hele Løgumkloster-kredsens høje bestyrelse rundt omkring, og så kunne jeg godt ane, hvor det bar hen. Så blev der stillet en lang række spørgsmål bagefter, blandt andet også et spørgsmål, der gik på grænsen, og jeg fik blandt andet sagt, at grænsen ligger, hvor den skal. Og det kunne man ikke fra alle sider lide i Løgumkloster-kredsen. Så blev jeg dagen efter ringet op af Jørgen Gram, der sagde: ”Jeg kunne godt have advaret dig, men det havde vel ikke hjulpet. Du havde vel sagt det samme.” Jeg sagde: ”Ja, det havde jeg været nødt til at sige det samme.”

Men det førte altså til nogle overvejelser hos mine venner i Aabenraa-kredsen: Det med ud og ind i den lille kreds førte til, at jeg forsøgte forud for valget i ’64 at blive opstillet i Rødding-kredsen efter anmodning fra en række personer i den østlige del af Rødding opstillingskreds. Der blev holdt et møde på Hotel Rødding, og vi var anbragt udenfor, og så stemte de, og der var altså to stemmer mindre til mig end til ham, der blev valgt, og da jeg så kom ind i salen, blev jeg præsenteret for det synspunkt, at en mand ikke kan flytte fra den ene kreds til den anden, hvortil jeg svarede, at jeg kan lade mig opstille, hvor jeg vil i kongeriget, hvis nogen vil have mig. Jeg kan også lade være, hvis det passer mig. Men det førte til, at jeg fik ikke så få stemmer i Rødding-kredsen, og Rødding-kredsen måtte helt ned som nr. fire i rækkefølgen ved valget i ’64.

Båndproblemer: Ingen noter

…. 60, 68 og 71, og i 71 var for så vidt den interessante ting, at da fik jeg lidt flere stemmer end Simon From, og det var Simon From, der måtte nøjes med tillægsmandatet. Da jeg kom i folketinget første gang, blev jeg selvfølgelig budt velkommen af min gode ven, Simon From. Jeg hilste pænt på ham, og så sagde han lidt dybere ’tak’, og da jeg altså mødte ham efter septembervalget i ’71, og jeg havde fået flere stemmer end ham, sagde jeg til ham, ’Værsgo hr. Simon,’  lidt dybere, ’Så er det betalt fra ’59’.

Ved valget i december ’73 mistede jeg 28 stemmer; de fleste stemmer skyldtes jo EV III, hvor de 800 mennesker i Brundlund Skole med god grund syntes, at jeg havde svaret for arrogant. Jeg fik besked i Sønderborg lufthavn, at jeg var faldet. Jeg var på vej til Warszawa for at købe olie for tanklageret i Aabenraa. I øvrigt var valgets resultat jo helt ejendommeligt, da S og SF mistede 30 mandater. VKR mistede også 30 mandater. Fremskridtspartiet fik 28 mandater, og Erhard Jacobsen fik 14 mandater. Det i Polen – det var russisk olie, Polen solgte til os, og jeg havde ikke andet end olie i hovedet. Da jeg kom hjem, så ringede kl. otte aften Hartling efter nogle forhandlinger, som jeg altså havde været fraværende fra, og spurgte, om jeg ville være arbejds- og boligminister. Han sagde, at jeg skulle svare senest klokken tolv. Jeg fik kun sagt: ”Jeg vil gerne være landbrugsminister, men det andet, det vil jeg da ikke”. og så svarede ham tilbage: ”Det tilbud får du ikke.” Så havde jeg de fire måske mest elendige timer i mit liv, og for første gang i mange år gik jeg ud på gaden og vandrede op og ned og anede ikke — for jeg vidste: 22 mandater, mange partier, afkald på alt, der interesserer dig, får det ikke igen, minister i x måneder. Det bliver måske kort, men til sidst blev overvejelsen, også tilskyndet af min kone, der sagde: ”Du har gået rundt og sagt ’Stem venstre’ og så render du af pladsen, når det bliver besværligt.”  Så ringede jeg kvart i tolv til Hartling og sagde ja. Så sagde ham, ’Kom til København næste morgen’, og det gjorde jeg.

Den første, jeg løb på, var Nyboe Andersen. Han siger: ”Det er da forfærdeligt med et parti som venstre, der skulle have tilhængere i landbruget. Vi kan ingen landbrugsminister finde.” De to første havde sagt nej. Så fik de i øvrigt Kofoed, og det var såmænd en god løsning. Men løbet var altså kørt for mit vedkommende. Jeg overvejede selvfølgelig, hvis jeg havde sagt nej om aftenen, om jeg så havde fået tilbuddet næste morgen. Nogle uger senere spurgte jeg Enggaard, som jeg havde fået at vide havde været med ved forhandlingerne: ”Hvorfor skulle jeg have øretævernes holdeplads?” Det svar, jeg fik fra Enggaard, lød kort og kort: ”Hvem skulle vi give det? Forslag udbedes.” Det fik i øvrigt senere et efterspil. Efter et halvt års tid, træffer jeg Karl Skytte ved en lejlighed, og så siger han lige så tørt: ”Da du blev boligminister, så sagde jeg til mig selv: Det er dog det værste, jeg har set i dette ejendommelige hus. ”– og så føjer han gudskelov til: ”Og så at det gik godt”.

Jeg skal ikke sige meget om præsentationen for dronningen. Det kender alle fra fotografier og sager, men vil godt sige lidt om overtagelsen af ministerierne. En minister er kun glad to dage: den dag han kommer, og den dag han går. Jeg var ikke glad. Jeg var rolig og fattet, og jeg vidste, hvad jeg gik ind til. I arbejdsministeriet var det en lille kreds, men i boligministeriet var det hele personalet samlet i en stor hesteskoform. Først taler den afgående minister, så taler departementschefen, og så skulle jeg svare. Departementschefen var høflig, men det var ganske tydeligt, at han var usikker over for det nye, og jeg sad og tænkte på: ’Hvad tænker han i grunden?’ Jeg vidste én ting: Han var glad, at det ikke blev Guldberg, men vi blev altså senere meget gode venner.

Vi var tolv ministre. Det var efter Hartlings ønske og ordre. Det var for få. Det har de fleste vel erkendt senere. Vi fik besked på, at vi kun måtte have én ministersekretær og én chauffør og én bil. De sidste to, det gav sig selv. Det første med én ministersekretær var straks værre, for chauffør og bil – jeg beholdt den, der var ældst i tjenesten, og den anden fik et andet job, og så var den ting løst. Bilen voldte nogen kvaler, fordi ingen ville have Ritt Bjerregårds bil, og det endte med, at Hartling selv måtte tage den. Men jeg beholdt to sekretærer. Den første nat overvejede jeg med mig selv: ’Hvordan skal du håndtere det?’ og jeg kom til den opfattelse: Ikke blande ministerierne sammen, gå fra ministerium til ministerium, således at de fungerer hver for sig, som de altid har gjort, og blandt andet fordi en ministersekretær skal have kendskab til personer osv.  … – Min kollega Jacob Sørensen hørte efter Hartling, men da han nogle dage efter opdagede det, da Hartling spurgte mig hvorfor, og jeg forklarede, hvorfor jeg havde beholdt dem begge, så tog Jacob Sørensen lige så stille sin den ene igen, så han havde to lige som mig. Så tog jeg den beslutning at styre min sengetid: Gik i seng 10.30, skulle helst sove klokken 11, stod op klokken 7, og så kunne jeg arbejde, til den var tyve minutter i ti om aftenen, og så tog jeg altså 30 minutters middagshvil, og det stod på forsiden af mange aviser, og det morede mange sig over. Jeg husker endnu, hvordan forkontordamen forsøgte at lyve, når nogen ringede, og sagde, at ministeren er her ikke. Jeg sagde: ”Du kan roligt sige. Ministeren sover til middag.” Det gjorde jeg jo. Det fulgte med, at jeg måtte sige nej tak til alle middage med meget få undtagelser. Det var der mange, der var sure over. Der er mange foreninger i dette land. De kan ikke tillade sig at holde et årsmøde, uden at ministeren er til stede, men jeg holdt altså stejlt på, at skulle jeg køre de to ministerier, så skulle jeg også køre min arbejdsdag lige så stejlt. Der var to undtagelser: To nætter i arbejdsministeriet i starten og så de tre nætter i boligministeriet, da vi fik det forlig, som i øvrigt senere blev gjort til lovstof af min efterfølger. Der er én stor fordel ved ikke at være medlem af folketinget: Jeg havde ikke pligt til at være til stede i salen undtagen ved de store debatter og så ved eget forslag.

Det første spørgsmål, der meldte sig, var: ’Hvordan får du ro til at sætte dig ind i boligministeriets omfattende sagsområde’, for det kendte jeg ikke, og det skulle jeg altså læse. Jeg sagde offentligt, at jeg skulle læse i tre uger, og man lod mig i fred, og så spurgte jeg embedsmændene: ’Hvad skal jeg vide hurtigst muligt?’ Og det fik jeg særdeles god hjælp til. I øvrigt viste det sig senere, at embedsmændene havde fejlvurderet bønder. Vi var mere mødevante og mere vant til at lede møder, end de havde regnet med. Jeg glemmer aldrig en lejlighed, hvor jeg skulle have nogle penge ved finansminister Anders Andersen, og jeg ringede derover og kom så derover. Så siger forkontordamen: ”Du kan godt gå ind.” Så forhandlede han med to – tre embedsmænd, og så sagde han kort: ”Dette er formålsløst. Det fører ingen steder hen”, og så fejede ham papirerne til side. Så fik jeg det svar, at vi kunne snakke om det, når vi var ovre at spise. Så gik jeg udenfor, og så stod embedsmændene, og så sagde de: ’Sikken en minister!’ Det var derfor han fik tilnavnet ’ vor husbond’ i finansministeriet.

Samarbejdsformerne i arbejdsministeriet var i øvrigt …? til. Tre – fire personer var gerne til stede, når vi overvejede tingene, og jeg husker, at jeg slog en streg ned ad en A4 side og skrev ’for’ på den ene side og ’imod’ på den anden, og så remsede vi op, hvad vi kunne, og så fik de besked på at gå ud i kontorerne og gøre det …? og så tog vi konklusionen bagefter. Og så gjorde jeg mig til vane at spørge dem ad: ’Hvilke modargumenter vil jeg møde i salen?’ så spørgsmål blev stillet før, og det førte til, at jeg praktisk talt aldrig har været i vanskeligheder i salen, fordi jeg var godt forberedt hjemmefra. Talerne blev lavet på den måde, at vedkommende embedsmænd fik lov til at skrive helst kun fem linjer om facts om et emne, og så stod der en halv side tom, hvor jeg kunne skrive det politiske, og så næste emne med fem sider facts og så det politiske, således at jeg altid havde dem ved hånden.

Jeg var jo i øvrigt i forvejen vant til samrådene i udvalget, og jeg vidste særdeles godt, hvordan man bærer sig ad med at slagte en minister, for jeg vidste jo, at det var dygtige og vidende folk, man havde over for sig. Det var uforpligtende for dem at spørge, men det var særdeles forpligtende for ministeren at svare. Så snart der kom et spørgsmål uden for samrådsemnet, sagde jeg lige så venligt: ”Send spørgsmålet over, så kommer jeg igen. Så får I et rigtigt svar.” Jeg har ved senere lejlighed oplevet, hvor jeg måtte gribe ind, hvor de mishandlede boligminister Ove Hove på den måde, at de spurgte om ting, som han ikke var forberedt på.

Et par ord om torsdagsmodtagelserne: Det lærer man meget af. Der står i reglerne, at enhver dansk borger har ret til at tale med ministeren i enrum, men jeg bad altid, om sekretæren ikke måtte være til stede, for det fremmede det voldsomt, for så kunne han skrive ned, og hvis der var noget, der skulle undersøges, så kunne jeg tage den næste straks og var fri for at notere ned. Jeg husker det meget vrøvl, vi havde med boliganvisningen i København. Den dame, der styrede boliganvisningen på Københavns Rådhus – vi blev i hvert fald aldrig gode venner. Jeg husker endnu engang, at jeg måtte sige til hende, at hvis jeg får magt engang, som jeg har agt, så ophæver jeg de bestemmelser, og det viste sig, at jeg fik lejlighed til at holde ord.

Og så en sjov historie fra torsdagsmodtagelserne om damen med kattene. Der kommer en hyggelig dame ind, og jeg spørger. Hun er blevet sagt op. Jeg spørger og spørger og kommer ingen vegne. Til sidst i min kvide siger jeg: ”Har De husdyr?” ”Ja”, sagde hun – stærkt. Jeg sagde: ”Hund eller kat?”. ”Kat”, sagde hun. ”Ental eller flertal?” ”Jeg har fjorten”, sagde hun, og så kunne jeg ikke nære mig for at lade sekretæren oplyse ….?, hvordan det så ud. Det vil altså sige, at det lugtede over hele huset, så det var ikke så sært, at hun var blevet sagt op.

Det skete jo i sommeren ’74: Pludselig kommer departementschefen ind til mig og så siger han: ”Vi har skiftet boligminister alt for tit, og vi har også desværre en masse gamle sager liggende, og vi har opdaget, at du godt kan tage en afgørelse.” Og så svarede jeg tilbage: ”To – tre stykker hver aften, og så kan vi diskutere dem næste morgen.” Der var i øvrigt gået forud det, at for det første havde boligministeriet fået et cirkulære underkendt ved Østre Landsret, og cirkulærer er i modsætning til, hvad man i almindelighed opfatter ude omkring, ikke lovstof, og de spurgte, om den dom skulle ankes til højesteret, eller den skulle forelægges for regeringen, og mit svar var: ”Den skal hverken i regeringen eller i højesteret. I skal tage og trække det cirkulære tilbage og skrive et, der er i overensstemmelse med loven.”- og det …

Slut på bånd 1 – båndproblemer

Bånd 2

Men anledningen til de mange sager var selvfølgelig en hel del nabosager imellem byggerier, men det meste var momsrefusionens ophævelse, der i sin tid tog for lang tid på grund af radikal  – båndproblemer

Og så var der en lang række tilfælde, hvor det var svært at afgøre, hvad der egentlig i grunden var ret, for der var jo sket det, at det tog så lang tid; så havde alle, der havde gravet en grund ud, smidt nogle trillebør-fulde cement i det ene hjørne af grunden, og så kunne de altså få fuld momsrefusion. Men det værste var, at der var en lang række større bygherrer, speciel i det nordsjællandske område, der havde i opdrag at bygge en syv – otte – ti huse af samme størrelse og beliggende ved siden af hinanden. De kom naturligt nok og spurgte: ’Kan vi ikke også få momsrefusion for det hele?’ Jeg tog altså den stilling, at jeg afgjorde dem, og når de kom ind til mig, så sagde jeg, at hvis I ikke er tilfreds med min afgørelse, så er der kun én vej, og det er domstolene. Jeg tillod mig ikke at afvige fra de oprindelige afgørelser, for så vidste jeg, at hvis jeg kom ud på en glidebane, så var jeg aldrig kommet i land igen. Der kom mærkeligt nok overhovedet ikke en eneste retssag, og det skete, uden at der stod en eneste linje om det i de danske aviser – mig bekendt.

Det voldte jo nogen i dette land vanskeligheder at overholde boligloven, og specielt var tilsynet med de almennyttige boliger jo flyttet fra staten og over til kommunerne, og det var tilsynet i hvert fald ikke blevet bedre af. Jeg husker, jeg en sommeraften gik over slotspladsen, og så sagde jeg altså lidt selvhævdende til mig selv: ”Gud, hvor kunne du gøre meget gavn, hvis du fik fred til at sidde her i nogle år.” Men så kom det, der var det vigtigste i min tid som boligminister, boliglovene. Socialdemokratiet og radikale havde forhandlet et stykke tid. Hartling blev urolig. Han kaldte mig til side: ’Om jeg vidste, de forhandlede.’ ’Ja, det vidste jeg da, og det står i øvrigt i aviserne.’ Så spurgte han, om jeg var forberedt. ’Ja, det er jeg da’, sagde jeg så. ’Hvad vil du gøre?’ og så svarede jeg måske lidt næbbet: ’Man skal ikke fri til pigen, før hendes sind er opladt; ellers får man et nej.’ ’Hvad skal det sige?’ svarede han tilbage. ’Det er for det første flabet, og det er uforskammet sagt.’ Jeg sagde: ’Det skal sige, at ønskeløsninger er ikke i sigte, så længe de forhandler ud fra fastlåste meninger, og jeg har bestemt et ønske om, at de kommer ud af de fastlåste situationer.’ Så spurgte han, om jeg altså ville forhandle med organisationerne, henholdsvis grundejerne og Lejernes Landsorganisation, og det svarede jeg nej til. Jeg sagde, at det vil starte et offentligt slagsmål, der senere vil gøre det helt umuligt i et splittet folketing at få noget som helst gennemført. Dette sidste førte i øvrigt til, at jeg på et grundejermøde en lørdag på Bornholm fik en meget uforskammet behandling af de her sjællandske grundejere – hvad jeg senere har fået en undskyldning for – og jeg svarede tilbage: ”Har I nogensinde tænkt over, hvordan det mon ville have gået, hvis det havde været en almindelig debat i alle aviser?”

Min målsætning var en stor egenkapital i almene boliger. Jeg havde på mit papir skrevet 30 %. Det var der mange af boligministeriets høje embedsmænd, der var forskrækket over, og jeg fik 28. På 30 % sagde de: Jamen, ministeren, han går amok!    Men forhandlingerne fandt sted om aftenen og natten i boligministeriet, mærkeligt nok uden pressens bevågenhed. Det har de endnu den dag i dag aldrig tilgivet mig, at de ikke fik det at vide. Tilstede fra venstre var Henning Christoffersen og Knud Enggaard og fra socialdemokratiet Grünbaum og Svend Jakobsen. Den sidste aften havde Svend Jakobsen været to gange ude for at ringe til Anker, og vi var nået til over midnat. Vi havde intet spiseligt i boligministeriet, og jeg havde chaufføren oppe på rådhuspladsen og købe nogle pølser, men inden de gik ind ved siden af, smed jeg et forligsforslag på bordet. Så sagde Enggaard tørt: ”Nu vil du have forlig, før sol står op,” og det måtte jeg svare ja til. Forlig fik jeg, men solen var stået op.

Så skulle jeg i øvrigt den næste dag redegøre for forliget i Venstres gruppe, fik vrøvl med Guldberg. Jeg svarede tre-fire gange ham og nogle andre, og da han så blev ved at kværulere, blev jeg vred, gik forbi Hartling og sagde, at hvis det ikke bliver vedtaget i min egen gruppe, skal du søge dig en ny boligminister. Jeg vidste, at vi havde 22 mandater og 12 ministre, og at min stilling ikke var svag i dette øjeblik, og et forlig med seks partier på et ømtåleligt område var vældigt væsentligt. CD sprang fra senere på grund af en smule forhøjelse af parcelhusbeskatningen, og så fik det i øvrigt en ende, som siger noget om, hvor stor en person Per Hækkerup er. Jeg skulle til Bryssel som arbejdsminister og gik ned i Snapstinget at få en kop kaffe, og der sidder Per Hækkerup sammen med tre – fire af sine partifæller, og så siger han: ”Kom her hen. Det er vel ikke meningen, at du vil have det igennem?” Jeg siger: ”Jo, det er det. Hvis I ikke vil tage det, så trækker jeg det telegrafisk tilbage, så det skal igennem.” ”Det er der ikke tale om, at du kan få igennem”, siger han så. Men så da jeg gik min vej, rejser Hækkerup sig op og følger mig ud, og så klapper han mig på skulderen: ”Hvis jeg var dig, så ville jeg holde fast.”- og så har I Hækkerup, som I kender ham. Og Grünbaum, den venstreorienterede Grünbaum, han sagde simpelthen: ’Et ord er et ord’, og det blev vedtaget med meget små ændringer i den socialdemokratiske gruppe. Jeg skal springe hele det over, hvad forliget indeholder. Det er der en lang liste over, men det kan altså lade sig gøre at sætte sig ned og forhandle og forandre, når man har gode folk: Enggaard, Henning, Grünbaum – og er godt forberedt.

Det mærkelige, der skete under udvalgsbehandlingen, det var, at da det hele var forbi, og det viste sig, at huslejestigningerne blev betydeligt større, end mange havde ventet. Det var, efter jeg var afgået som minister. Så blev jeg spurgt, om jeg vidste det, og det måtte jeg svare ja til. Jeg sagde: ”Jamen I har aldrig spurgt om min mening. I har kun spurgt om bestemte eksempler, som I selv har udpeget, og dem har I fået beregnet korrekt, og sådan er det.”

Nå, jeg skal afslutte. Det er min opfattelse, at man ikke skal forelægge mere i sit ministermøde end højst nødvendigt, for man får kun kvaler af det. Og hvis det ikke er nødvendigt, så … Sagen er jo den, at en minister har jo magt. Det fik jeg i hvert fald opdaget. De kan stille lige så mange spørgsmål i salen, som de vil, og man kan svare, men afgørelsen, den står ved magt.

Det fører til følgende sjove historie fra et ministermøde, hvor det var Damsgaard, kirke- og trafikminister, der havde en sag. Jeg opponerede, og Damsgaard svarede igen, og jeg opponerede igen, og så snerrer Damsgaard: ”Du trænger til et ministerium mere, gør du.” Så morede alle sig, og Damsgaard fik sin vilje. Da jeg så traf ham ved aftensmaden, ville han bebrejde mig én gang til. Jeg sagde, at jeg kunne se over på Nyboe-Andersens og Anders’ ansigter, at hvis du ikke var kommet med den morsomme bemærkning, var du slet ikke kommet igennem med dit forslag.

Nå, arbejdsministeriet gik jeg altid til om morgenen. Det gjorde jeg med vilje, fordi boligministeriets folk var gode til at komme op om morgenen. Derimod kneb det mere i arbejdsministeriet. Det førte til, at sekretæren var nødt til at være på plads fem minutter i ni; dygtig, humoristisk og saglig. En morgen, da vi havde kendt hinanden et stykke tid, så går jeg ind til ham – jeg brugte aldrig den grønne knap for at kalde ham – og siger: ”Hr. Sekretær!” Så svarede han selvfølgelig tilbage: ”Hr. Minister!” og så sagde jeg: ”Rejs dig!”  Så morede forkontorets to damer sig hjerteligt, og så var der startet en dag i en god atmosfære. Men starten i arbejdsministeriet var jo varm, for der var stærke lønstigninger fra ’72 til ’73, og olieprisen var steget fra de gamle 72 dollar-cent til 11 – 14 dollar; det vil altså sige til over ti gange. Bytteforholdet var forringet med en 12-13 procent. Der var udsigt til 5 – 6 dyrtidsportioner, og derfor var det en del af regeringserklæringen, som i øvrigt endte i den såkaldte omkostningsdæmpende ydelse, og som i øvrigt også endte med en halvårig dagpengeregulering, som jeg fik megen skældud for, men som havde været [ville være blevet?] vedtaget uden os.

Jeg skal kun sige om samarbejdet med LO: Det gik fortræffeligt. Jeg aflagde LO – kort efter min tiltrædelse – et morgenbesøg, hvor de holder morgenmøde; det vidste jeg. Det overraskede dem meget, men Thomas Nielsen fik da taget sig sammen og bød mig velkommen, og så fik jeg kaffe og en Gammel Dansk, og Thomas Nielsen er en kontant og fortræffelig forhandler, særligt når man sige til ham: ’Tag og spring bulderet og det sædvanlige over.’ for det kan jeg uden over[?]. Jeg har kun haft glæde ved samarbejdet, også da vi havde en ting, der virkelig var sprængstof i. Lindøværftet havde en lang række jugoslaviske svejsere, og de skulle hjem, for deres opholdstilladelser var udløbet, og de var i klemme, for de uddannede svejsere i to-holds drift, én på skolen i Odense. De uddannede også svejsere på selve Lindøværftet, og jeg fik besøg af Thomas Nielsen og nogle flere. Mit svar var, at et halvt års forlængelse af deres opholdstilladelse ville være en naturlig løsning, og så svarede han selvfølgelig tilbage, at arbejdsmarkedsnævnet over Fyns Amt havde sagt nej, og jeg sagde: ”Jamen, jeg vil sende det tilbage til en ny vurdering,” og det syntes han ikke om. Så forlod de ministerkontoret, og så kom han et øjeblik efter med frakke og hat påklædt hen til mig og siger kun en eneste sætning: ”Jeg skal nok ringe til Odense.” Så ringede Thomas Nielsen til Odense, og så fik arbejdsmarkedsnævnet for Fyns Amt lejlighed til at lave den beslutning om igen. Sådan gik det.

Det, der måske var mest drama i, var forholdet til sømandsforbundet med Preben Møller Hansen som chef. Det var mit indtryk, at socialdemokraterne havde taget alt for lempeligt på kommunisterne og havde givet dem alt for langt et tøjr. De havde misbrugt den specielle arbejdsanvisning for søfolk, de havde – de havde to af dem et stykke tid – og der var også vrøvl med deres arbejdsløshedskasse. Men Preben Møller Hansen, smilende, charmerende og fræk til det utrolige, han kom ind til mig en morgen, forelagde en ting. Mappen havde jeg ved af; den havde jeg læst. Så siger jeg til ham: ”Det passer jo ikke, Preben Møller Hansen.” Og så troede jeg, han havde kommet med en undskyldning, men så svarede han bare: ”Den gik altså ikke.” Sådan var ham. Jeg satte hans A-kasse under administration, lod nationalbanken undersøge deres valutaforhold i Kobe? i Japan og sådan noget, men hans skyld var det formodentlig ikke. Det var hans kasserers skyld, men jeg var nødt til at sige til ham: ”Du får kun de penge fra staten, som du har bilag for.” Så svarede han tilbage: ”Jamen, det er ikke dine egne penge.” Jeg sagde: ”Nej, for så mange har jeg ikke, men det er mig, der administrerer de penge. Du får kun dem.” Der blev et udækket beløb på omkring 400.000 eller der omkring. Så troede jeg, han fik vrøvl på sin generalforsamling. Overhovedet ikke! Der skete ikke noget som helst! Han kører det suverænt, og han fik ingen vrøvl over det.

Jeg fik ved en tilfældighed at vide, at en kontorchef i rigsrevisionen var vidende om, at de havde fælles kasse til både forbund og A-kasse, og det var direkte i strid med loven. Det har ikke direkte noget med den såkaldte dagpengesag at gøre. Men så fik jeg ved den lejlighed hævn over departementschef Hugo Engmann i revisionsdepartementet, som det hed dengang, der havde plaget mig med en gammel sag fra Lauge Dahlgaards tid, hvor Dahlgaard ikke havde redegjort for enkelthederne i administrationsudgifterne i ATP. Administrationsudgifterne vidste vi udgjorde 1,3 %; det er immervæk ikke ret meget. Han var ikke tilfreds med det, og så kom han over, som han kan i henhold til loven, og han sagde rent ud, at i henhold til loven har jeg ret til at have en samtale med Dem uden departementschefen. Så måtte departementschefen forlade ministerkontoret, og så troede jeg, der skulle ske noget helt andet noget. Så sagde jeg: ”Jeg agter at bruge statsregnskabsloven § 20, hvor en minister kan afgøre? decision, som det hedder, altså afgørelse på almindeligt dansk. Så spurgte jeg, om han ville havde det skriftligt. Ja. Så svarede jeg, at det får du per bud i eftermiddagen. Så kaldte vi departementschefen og en kontorchef ind, og så skrev vi det. Så klagede han til folketingets valgte revisorer, og jeg fik selvfølgelig besked fra Foged: ”Hvad har du gjort?” Jeg svarede: ”Jeg har gjort det eneste fornuftige. Du kan læse dig til det. Det er Lauge Dahlgaards sag. Administrationsudgifter 1,3 %. Der er ikke noget at komme efter. Og i øvrigt er det ikke rigtigt, hvad han siger, for der er en masse penge fra staten, der går ud i refusion til kommunerne, hvor han ikke kan føre det for at efterse en fri A-kasse ved ATP. ”

Men kommunisterne ville jo gerne tromle den nye minister. Det var en af de første oplevelser, jeg havde, da jeg havde været tre uger i arbejdsministeriet. Vi havde aftalt, de skulle komme om morgenen kvart over ni. Ministersekretæren kom ind og sagde: ”Nu er de kommet.” Jeg sagde: ”Hvor mange er de?” ”Åh, de er en 8 – 10 stykker.” ”Så kan vi ikke have dem i det her lille kontor. Send dem hen i samtaleværelset.” Der kom de hen, og så bød jeg dem velkommen, og så var der én, der startede, og han startede i 1. gear, og så slog han over i 2. gear, så slog han over i 3. gear, og så spurgte jeg, om der var flere, der ville sige noget. Så startede nr. to, og han startede i 3. gear. Så sagde jeg: ”Stop.” og så sagde jeg kort og godt: ”Tak fordi I kom. Kom nu igen, når jeres sind er i balance.” Det glemmer de ikke lige straks. Så gik de, og jeg gik ind til mig. Fem minutter efter stak jeg hovedet ud af  ministerværelset i den firlængede gård. Alle fem kontorer var i oprør. Den nye minister havde smidt kommunisterne ud. Så brugte jeg for første gang den grønne knap, og så kom ministersekretæren jo styrtende, og så gik det vel lidt mere fåmælt, end det plejer. Så sagde jeg: ”Jamen, jeg har lovet at komme til frokost i boligministeriet.” Så hjalp han mig frakke og hat på, og så siger han pludseligt: ”Må jeg stille Dem et personligt spørgsmål?” ”Ja, selvfølgelig da.” ”Hvor kunne De finde på det?” Jeg sagde: ”Jo, efter jeg kom i morges, har jeg overvejet. Enten skulle jeg give dem af grovfilen, eller også skulle jeg lege minister, og det sidste var nu meget mere tiltalende.” – Så kom de igen tre uger senere, og så lykkedes det dem at sige ’Hr. Minister’ tre gange i én sætning uden at misbruge det danske sprog. Hvordan det kan lade sig gøre, det husker jeg ikke, men det lød helt godt.

Et par ord fra ministerrådet i Bryssel:

På arbejdsministeriets område er det selvfølgelig med et direktiv fra markedsudvalget, men også, hvad ikke mange ved, en samtale med et LO og DA- udvalg, der kun består af formændene for henholdsvis LO og DA. I øvrigt er et ministerråd i Bryssel lettere at lede end en mejerigeneralforsamling hjemme. De er høflige, de er mødevante, de holder sig til emnet, italienere skal altid have længere taletid. Jeg har lejlighed til engang at være substitut for den tyske formand. Det kom lidt overraskende, men det fungerer altså ganske fortræffeligt. – Og så lærte jeg i løbet af nogle få timer: Aldrig alene imod de andre, for så tromler de ned. To kan blokere, og derfor kommer den historie med den aftale med Walter Arndt, hvor vi en aften i Bryssel – jeg var i klemme med én ting, og han var i klemme med en anden, og vi gik ud og aftalte det, og det har jeg ved starten af denne redegørelse fortalt, hvordan det gik.  Men jeg skylder måske at føje til, at den franske arbejdsminister inviterede os til middag en aften, og to af vore kolleger sendte afbud, og så var der inviteret et par af tolkene i stedet for. Jeg var så uheldig at komme først, og han bød mig velkommen på fransk, og jeg kan næsten ikke fransk. Jeg svarede kort: Tak for velkomsten, og så bad jeg ham meget høfligt, om han ikke ville veksle over i tysk eller engelsk. Hans engelsk var bedre end mit, og hans tysk måske knap, men han kunne begge dele. Han fortsatte på fransk, for det vil franskmændene jo. Så blev jeg vred og så sagde jeg: ”Jeg ved godt, at Frankrig er mindst ti gange så stort som Danmark, men det er et fællesskab, og jeg er minister lige som Dem”. Så kom Walter Arndt gudskelov og afløste mig, og så kom han hen til mig, og så siger han: ”Hvad har du sagt til ham?” Og så fortalte jeg ham, hvad der skete, og så svarede han kort og godt: ”Gud, hvor er det godt. Det har han trængt til i årevis.”

Og så skulle jeg underholde om den her engelske tolk, som jeg havde fået til bords. – været tolk – og dygtig – længe inden EF blev oprettet – og om personer, og så siger hun kort: ”Der er kun et mandfolk i Bryssel, der er værd at være i nærheden af, og det er Kofoed.” Så svarede jeg tilbage: ”Jamen, hans hage er jo aldrig kommet ud af Bornholm” – og sådan noget. Skidt med det. Så siger hun: ”Nu skal jeg fortælle, hvad der skete. Vi er to til at skiftes. Når et møde varer fire timer, er det drøjt, og vi bliver trætte. Der var en morgen, klokken var fire. Italieneren var formand, og han siger lidt sørgmodig: ”Vi kan ikke blive enige nu. Vi bliver nødt til at slutte nu og så mødes i morgen klokken ti.” Så beder Kofoed om ordet, og så siger han: ”Formanden siger, det er sent. Det er ikke rigtigt. Klokken er fire, og nu er det malketid på Bornholm.”  Så siger den engelske tolk. De kan tro, det blev slynget ud på alle seks sprog. Sådan er det.

(Jeg har meget mere, hvis du vil have det, siges til intervieweren, der svaret ja.)

Ja, jeg var jo vært for en iransk minister, eller i hvert fald en minister fra det mellemste østen, ude på Langelinjepaviljonen. Jeg var lidt betænkelig stadig med mit engelske, men det viste sig, at hans engelsk var lige så langsomt og tøvende og forsigtigt som os (mit), og det gik vældig godt, og så kom vi ind på det emne: de meget store prisstigninger, og så siger jeg, at den stigning fra de 92 dollar-cent til 11 – 14 har vi vældig svært ved at fordøje. Så svarede ham tilbage, jamen det forstår han godt. Så kom der et ophold, og så vender han sig om imod mig, og så siger han igen: ”Vesteuropa har haft sine mange gode år, nu er det vor tur.” Så kom der et nyt ophold, og så siger han: ”Jo før I erkender det og retter jer efter det, jo lettere har vi ved at omgås hinanden.” Så spurgte jeg ham, om det var nødvendigt, at jeg svarede. Nej, sagde han så. Så bød jeg velbekomme, og så gik vi ind for at drikke kaffe, og de drikker ingen spiritus, og så går de tidligt i seng, og så vandrede jeg i den smukke sommeraften langsomt ind i Københavns centrum, men den sætning: ’Vesteuropa har haft sine mange gode år, nu er det blevet vores tur.’ Den er blevet hængende i min hukommelse så mange år efter.

Så havde vi i øvrigt besøg af – Iran havde to boligministre dengang, én der var i familie med shahen, og én der gjorde arbejdet – og de skulle være på besøg, og et ministerbesøg i henhold til de fine regler, som udenrigsministeriets kontor holder øje med, skal vedkommende lands ambassadør aflægge et høflighedsbesøg hos den minister, som skal være vært, og det gjorde han så. Så spurgte han mig, om jeg ville tage imod dem i lufthavnen. ”Ja, det vil jeg da, ”sagde jeg så selvfølgelig. Jamen, han kom ikke. Omsider fik jeg ud af ham, at han ikke kunne tage derud, fordi han, ambassadøren, var højere i rang end den minister, der kom. Jeg sagde: ”Jamen, det gør ingen forskel. Jeg tager derud.” Jeg tog derud, og de kom ind, og de havde damer med, og der var tilrettelagt et program for damerne, men så skete der det, at den fornemste af damerne kom ind på hotellet og var ikke tilfreds. Så lejede hun en taxa og kørte i lufthavnen, og så forsvandt hun til Paris. Opstandelsen var stor, for jeg havde fået (besked) ovre fra Hartling, at dem skal vi eksportere mange varer til, så dem skal du behandle ordentligt. Så kom han på høflighedsbesøg i ministeriet, og så tog jeg ham ind alene, og så sagde jeg rent ud, som det var, og så fik jeg et meget overraskende svar: ”Det skal De ikke tage Dem af. Jeg har så tit haft vanskeligheder med hende.” Sådan endte det. Så endte det i øvrigt med en middag ude på Marienborg, hvor jeg tog hende, der var gift med boligminister nr. 2, op, og jeg kunne næsten ikke trække hende derop, for hun havde aldrig været så højt til bords.

Men jeg har altså mange ting. Der var også en ting med selve det: De danske firmaer sloges jo vildt for at komme til at sælge til det mellemste østen, og det førte altså til, at en række personer havde været derude, og der var kommet besked hjem fra ambassaden derude, at det her går ikke. Så fik jeg et brev bragt med bud fra Hartling, og der stod kort og godt: Nu sørger du for, at der kommer styr på det her, for det her kan vi ikke have. De forvirrer dem, de kan sælge til og sådan noget. Så holdt vi generalprøve på overvejelse?, tre mand i boligministeriet, og så siger en af mine meget nære venner derinde til mig: ’Jamen du har opfattet det helt forkert. Du er en meget finere mand, end du selv tror. Du kan råde over kongeværelset. Du kan sende et telegram til den flyvemaskine’, og det gjorde vi så. Jeg sagde: ’Jamen foreløbig skal Ambassadør Harhoff, som har ledet forhandlingerne, give mig en skriftlig undskyldning, og den skal vi have pr bud i eftermiddag’, og det fik jeg, og den har jeg stadigvæk. Så gik vi i kongeværelset, og så havde vi telegraferet til flyvemaskinen, og de? havde jo familie, der stod udenfor, og de kunne ikke forstå, hvad for et postyr der var. Jeg samlede dem i kongeværelset, og de fik et glas sherry, og så fortalte jeg dem lige ud ad landevejen, hvordan den historie lå. – og så gav det nogenlunde fred i huset, fordi jeg var nødt til at sige, at jeg på statsministerens vegne har fået besked på at forlige alle de her krige, så de ikke ødelagde det.

I øvrigt er der et boligministerbesøg mere, der er værd at omtale. Den russiske boligminister var på besøg i Danmark, og han ville gerne se Grønland, og jeg havde ingen mulighed for at tage med til Grønland, og så måtte departementschefen tage med ham derop. Da de kom tilbage, kom departementschefen ind til mig. Jeg sagde: ”Hvordan gik det?” Så rystede han på hovedet. ”For fugtig,” sagde han. ”For fugtig!” Så holdt vi afskedsmiddag for dem i Christiansborgs repræsentationslokaler, og vi havde fået drinks først, for der får de det obligatoriske glas, der ikke skulle gøre nogen fortræd. Men jeg blev nervøs for, at de skulle drikke for meget, og i de fornemme lokaler kan man ikke tillade sig det, og så pludselig kaldte jeg på sekretæren, og så siger jeg til ham: ”Finn, er der nogen her i huset, der kan vise rundt i de fornemme repræsentationslokaler?” ”Ja, det ved jeg ikke.” Jeg sagde: ”Jamen du skal finde én hjemme. Ud af sengen med dem og herind.” Så kom ham tilbage. ”Jeg har fundet én, og han er herude nu.” Så gik jeg hen til ham og sagde: ”Nu sørger du for, at den rundvisning varer mindst tre kvarter”. Så kom de tilbage og fik de kaffe og én cognac og én whisky, og så var klokken elleve, og så var de nødt til at gå. Så siger departementschefen bagefter: ”Hvor kunne De hitte på det?” Jeg sagde: ”Jamen jeg var jo i klemme, for pokker, for det er mig, der får klø i morgen i Ekstrabladet, hvis det går galt.” Men sådan gik det.

Nå, sagen er ellers ved at være forbi.

Båndproblemer

Det stammer fra en kul-delegationsrejse i Polen, hvor vi, nogle stykker fra Danmark, der importerede polske kul, var i Polen, og hvor vi blandt andet havde været nede i de høje Tatrabjerge i Sydpolen, hvor man i øvrigt engang havde holdt olympiske vinterlege. Så kørte vi igennem Sydpolen, der har bedre bonitet end den nordlige del af Polen, og jeg havde været inde i en gård for at snakke med én derinde, efter at den unge mand fra det polske gesandtskab havde protesteret voldsomt og sagt: ”Jamen du kan jo ikke polsk, og de forstår ikke noget.” Så svarede jeg tilbage: ”Jamen, de har jo været tyske krigsfanger, halvdelen af dem.” Og den første, jeg rendte i armene på, talte et ganske udmærket tysk, og vi fik en god hold snak. Og så var det i øvrigt karakteristisk, at næsten i alle landsbyerne gik kvinderne ind, uanset hvad tidspunkt på dagen, hen foran alteret, bøjede sig og bad en kort bøn og holdt deres krucifiks, og så gik de ud igen. Det førte til en samtale med en katolsk pater uden for Krakow, der ligeud sagde til mig: ”Jamen, de er formodentlig protestant, og jeg er katolik, og de forstår formodentlig ingenting.” Og så sagde han: ”Jeg beder bare om én ting, De forstår: Hvordan kunne dette folk, der har levet som en pufferstat imellem de to stormagter, kunne overleve de forskrækkelige oplevelser, de har været ude for, hvis de ikke havde et holdepunkt her i livet?” Jeg har aldrig kunnet synes om den katolske kirkes overflødige, udvendige ting, men jeg fik egentlig et bedre indblik i deres synspunkter ved den lejlighed.

Så slutter jeg med historien fra Krakow.

Krakow er den gamle kongeby i Polen, uberørt gudskelov af to verdenskrige. I alle vestlige lande er centret i byerne en firkant eller et rektangel. I de østlige byer er det ofte en ellipse, og inde i den ellipse stod der før en mindre ellipse, der bestod af pæle med lægter henover, hvor bønderne kom og kunne parkere hest og vogn forspændt, og grunden til disse lægter var der ikke brug for længere, og så har man lavet en lang række turistshops og i øvrigt en anden etage ovenover, der var en pragtfuld oliemalerisamling. Turistshopsene var lukket, og jeg skulle hjem næste morgen fra Warszawa, og jeg havde en udmærket aftale med min kone, at hvis jeg havde været i udlandet, og jeg kom hjem med to sølvteskeer, så var den ting i orden. Så går jeg ind i en sølvvareforretning på hjørnet af en af de andre gader. De kunne hverken engelsk eller tysk, men med tegn og underlige gerninger fik jeg, hvad jeg skulle have, og så kommer der en dame ind, og så begyndte spillet. Hun var meget velklædt efter polske forhold, og så spurgte hun, om hun kunne hjælpe mig, og så siger jeg: ”Jeg har egentlig fået, hvad jeg skulle have, men jeg søgte egentlig en dukke i polsk nationaldragt.”- for jeg havde dengang en pige, der var 10 – 11 år. Det kunne hun godt hjælpe mig med. Der var kun fem minutter at gå. Det viste sig, at det var ikke rigtigt. Det var ti minutter. Så går vi udenfor, og så skete der i øvrigt det, som jeg var forberedt på. I østlande er de vældigt nysgerrige. Hun dængede mig til med spørgsmål, snakkede et udmærket tysk, og jeg svarede lige så hurtigt i hurtig rækkefølge, hvem jeg var, og hvor jeg kom fra, og hvor jeg havde været i Polen, og hvad jeg syntes om det osv. Så afbrød jeg hende og siger: ”Frue, nu er det min tur til at spørge,” og det syntes hun, lød fornuftigt. Så stillede jeg en to – tre ligegyldige spørgsmål, som jeg længst har glemt, og så sprang jeg nær på og sagde: ”Frue, der er ikke en trevl, De har på, yderst og formodentlig også inderst, der er købt i Polen.” ”Nej, selvfølgelig ikke”, siger hun så. Jeg siger: ”Hvor køber De de ting henne?” ”Det køber vi da i Vestberlin.” Jeg sagde: ”Det afføder det tredje spørgsmål: Hvor får De valuta fra?” Og så gik der tyve sekunder for længe, inden hun svarede. Så slog hun ud med hånden imod mig, og så sagde hun: ”Min herre! Husk på, vi har kun kendt hinanden i ti minutter.” Elegant svaret.

Og så er fortællingen forbi. Jeg havde fornøjelsen at tale på Dybbøl Banke ved 50-års jubilæum på Dybbøl Mølle, og det gjorde jeg meget ud af for en gangs skyld. Og nu holder jeg kun to taler årligt, og jeg har i år holdt to, så jeg har fri resten af året.

Intervieweren: Vi siger tak.